Private tages som gidsler

råstof Lars Højgaard kan se frem til en virkelighed, hvor hans baghave ufrivilligt forvandles til en råstofgrav med masser af gravning, støv og støj

Region Midtjylland ønsker endnu flere råstofgrave, fremgår det af den råstofplan, som regionen har fremlagt.

I forslaget til Råstofplan 2020 indgår der syv nye råstofgraveområder og 18 udvidelser af eksisterende graveområder. Et af de steder, hvor man vil udvide, er ved råstofgraveområdet nær Stjær – lige i Lars Højgaards baghave.

Det er ikke ligefrem noget, der begejstrer ham.

"Jeg synes faktisk ikke, at planen i sig selv er et problem. Vi kommer jo ikke udenom, at der skal graves råstoffer. Problemet er, at man tager private folk som gidsler," siger Lars Højgaard.

Huset vil falde i værdi

Han fortæller, at langt de fleste borgere slet ikke er så utilfredse med, at der skal graves råstoffer. Mere at man er frustreret over, at man ikke kan lave en samlet aftale med enten staten eller regionen om en form for erstatning. Hans ejendom vil nemlig falde i værdi, mener han, hvis en kommende råstofgrav i baghaven bliver til en realitet.

"Det, der personligt påvirker os mest, er udsigten til salg af vores hjem. Vi var i forvejen i gang med at overveje at flytte, men hvis vores hus falder i værdi på grund af de nye planer, vil det selvfølgelig have en indvirkning," siger Lars Højgaard, der altså allermest frygter en markant værdiforringelse af hjemmet. Det vil nemlig få personlige konsekvenser.

"At vi af vores egne private lommer skal betale den værdiforringelse, som der uundgåeligt bliver. Vi går fra at have en flot mark, der ligger lige uden for vores have, til de her store jorddiger og et område, som ikke bliver lagt ud som noget pænt at kigge på," siger han.

Faktisk mener Lars Højgaard, at en løsning ligger mere eller mindre ligefor.

"Når man hører regionen fremlægge det her, siger den selv, at vi er et af de lande i hele Europa, som graver flest råstoffer pr. indbygger. Det virker underligt, at man med den ene hånd tillader at grave så meget og ikke lægger nogle afgifter på, som kunne regulere det en lille smule. Hvis man lægger afgifter på, kunne det godt være, at der skulle graves lidt mindre, men så var der også nogle penge til rådighed til dem, som kommer i klemme på det her. På samme måde, som man gør med vindmøller eller solcelleparker. Det er jo den eneste ting, man fra statens side ikke yder erstatning til," siger han forundret.

Ulige kamp

Erstatningsmæssigt er der altså plads til klare forbedringer, mener Lars Højgaard. Selve processen er også uklar med mange forskellige instanser på spil.

"Når vi sidder til borgermøde med regionen, så er det dens ansvar at lægge området ud, statens ansvar at sørge for erstatning, mens det er kommunernes ansvar at lave noget planlægning i forhold til, hvordan vejene skal ligge i området. Som borger er det frustrerende, at man skal tage fat i én myndighed, der lægger grusgraven ud, en anden for, hvordan vejene skal planlægges, og en tredje myndighed i forhold til erstatning. Det er noget værre rod," siger han og opfordrer til klarere linjer i det fremadrettede arbejde.

"I langt de fleste tilfælde er det enkelte borgere, der kommer i klemme. Nu kommer vi i klemme, og det kræver en masse ressourcer. Hvis vi var en hel gruppe af borgere, havde det været nemmere at rejse en eller anden form for søgsmål. Man er lidt prisgivet, når man skal have fat i tre forskellige instanser," mener Lars Højgaard, der håber, at man fra regionens side vil lytte og komme med løsningsforslag til de involverede borgere.

Råstofplan 2020