Fortsæt til indhold

Følle Strand: Hvem vil overtage Poul Madsens tømmerflåde?

Poul Ulrik Madsen har i snart 20 år trofast trukket sin velkomponerede tømmerflåde ud i havet ved Følle Strand, så de badende har kunnet muntre sig sommeren over, men ...

Samfund
Lars Norman Thomsen

FØLLE STRAND Det blæser en halv pelikan sådan en onsdag formiddag på det, der burde være en varm og solrig junidag ved Følle Strand.

Bølgerne er pænt høje og skummende.

Det er svært at øje et menneske på stranden. De få, der kommer gående, er behørigt klædt på og holder godt på hat og briller.

Ude ved en af de første revler aner man i bølgerne en tømmerflåde, der hopper og danser heftigt.

Manden bag er Poul Ulrik Madsen, Rønde, der siden 1976 har haft sommerhus i området og hvert år er kommet trofast med sin familie i sommerperioden.

"Jeg fabrikerede tømmerflåden for små 20 år siden, så mine børn og senere børnebørn kunne få glæde af den, når de badede," fortæller Poul Ulrik Madsen.

"Det har de fået meget sjov med gennem årene, og det samme har en hel masse andre børn. Børnene elsker at sidde på den, især når den hopper og vipper., men også når der er mere vindstille."

Sidste sæson

Poul Ulrik Madsen, der også i år har opholdt sig i sommerhuset fra starten af juni og kun har været hjemme ved parcelhuset i Rønde for at kigge til haven i ny og næ, har besluttet, at det er sidste år, at han bugserer sin tømmerflåde til havs.

"Der er arbejde forbundet med at holde den i stand, og derfor håber jeg, at andre vil overtage ansvaret," siger Poul Ulrik Madsen.

"Det kunne være Syddjurs Kommune, der måske kan se en ide i at overtage tømmerflåden og så placere den ude i bølgerne på den offentlige del af Følle Strand." Det vil være nummer et."

Poul Ulrik Madsen har ikke talt med Syddjurs Kommune om det endnu, men han håber, at kommunen kan se en idé i at overtage tømmerflåden og måske endda placere flere i området.

"Jeg er sikker på, at det bliver en succes," siger Poul Ulrik Madsen.

Andre interesserede kan også kontakte ham, hvis de vil tage over.