Fortsæt til indhold

Lars Lilholt spiller solo i Inside

Lars Lilholt optræder i InSide i Hammel for første gang nogensinde

Samfund
Arkiv

koncert 'Lars Lilholt Solo' er en nærværende, intim og musikalsk oplevelse med både nye og gamle numre.

Det sker ikke særlig tit, at man kan opleve Lars Lilholt mutters alene på scenen kun bevæbnet med hans tre Martinguitarer, men snart kan den kendte spillemand opleves solo på en række spillesteder - her i blandt i kulturhuset InSide i Hammel fredag 13. november.

Publikum kan glæde sig til genhør med sange fra Lilholts store bagkatalog, krydret med personlige og underholdende fortællinger fra det efterhånden lange liv, der ligger bag.

Lars Lilholt ser frem til at spille i november og december, for det betyder, at han også kan spille nogle af sine julesange live, som f.eks. 'Jul i Ingenmandsland'.

”Den handler om soldaternes separate julefred på vestfronten i 1914. Og sangen 'Julenat i Betlehem', som er inspireret af mit genbesøg i Betlehem for nogle år siden. Min tekst til denne sang hænger stadig på den palæstinensiske side af den separations mur, der i dag omkranser den smukke gamle by Betlehem," fortæller Lilholt, der sang sangen på DR1 juleaften sidste år, i en pressemeddelelse.

Det er første gang Lars Lilholt optræder i InSide, der åbner for billetsalget torsdag 10. september kl. 10.

gs