Fortsæt til indhold

50 år: Koed Tømreren fejrer med forsinkelse

Fredag 28. august bliver der endelig lejlighed til at markere, at Koed Tømrer- og Byggeforretning ApS 1. maj fyldte 50 år

Samfund
Lars Norman Thomsen

KOED Grundet Corona og nedlukningen af Danmark var der ingen festivitas, da Koed Tømrer- og Byggeforretning ApS - i folkemunde Koed Tømreren - rundede de 50 år 1. maj 2020.

Indehaver Kasper Salling Bang lovede dog, at fødselsdagen ville blive fejret senere, når det igen var muligt at mødes i en større flok.

Fredag 28. august sker det så. Forretningsforbindelser, kunder, kolleger, familie, venner af huset og personale er inviteret til reception på firmaadressen Tornhøjvej 7 i Koed i tidsrummet 13-17.

Historien om Koed Tømrer- og Byggeforretning ApS startede i 1970, da en ung Eigil Jacobsen etablerede virksomheden i landsbyen mellem Ryomgård og Kolind.

Kasper Salling Bang overtog forretningen fra sin morfar i 2011.

I dag beskæftiger Koed Tømreren i omegnen af 25 ansatte på kontor og værksted.

De private kunder er grundstenen hos jubilaren, og det vil de altid være, forsikrer Kasper Salling Bang.

Morfaderen, der startede det hele, er fortsat en frisk herre i en alder af 87 år. Han runder jævnligt kontoret i Koed, og mon han ikke også gør det til den forsinkede fødselsdag?