Mindeord for Ole Brunsbjerg

Fhv. forstander på Hadsten Højskole, Ole Brunsbjerg er død.
Ole Brunsbjerg blev fuldtidsansat som lærer på Hadsten Højskole i 1973 og blev sammen med sin hustru, Grethe, forstanderpar på højskolen i 1986, efter at Ole havde været konstitueret som forstander et år. Grethe og Ole fratrådte som forstandere i 2004 og flyttede til deres elskede Louisenhøj i Lyngå. Grethe Brunsbjerg døde i 2012.
Ole Brunsbjerg var kendt som dygtig højskoleforstander, der var levende optaget af at drive god højskole, både som daglig leder og som faglig leder af højskolen.
Hans faglige baggrund fra Historie og Statskundskab på Århus Universitet fornægtede sig ikke; han var lidenskabeligt optaget af politik og af den åbne og engagerede politiske samtale til fremme for en demokratisk bevidsthed hos eleverne. Han var grundtvigsk, ikke grundtvigianer (en betegnelse, Ole benyttede enhver lejlighed til at tage afstand fra), og i den sammenhæng stærkest inspireret af Grundtvigs tanker om det folkelige, det pædagogiske og det historiske.
”Et politisk og humanistisk engageret menneske, der elsker en jævnbyrdig og ligeværdig samtale om tilværelsens vilkår og samfundets indretning”. Sådan blev Ole karakteriseret i en tale ved fratrædelsen i 2004. Og sådan husker vi ham alle. Som forstander på talerstolen i foredrags- eller spisesalen på højskolen, til møder med medarbejdere og bestyrelse, og i samtale med den enkelte.
Altid engageret og optaget af det forunderlige og underlige menneskeliv.
Ole sad i FFD"s bestyrelse i slutningen af 1990-erne. Han var formand for redaktionsudvalget i forbindelse med den 18. udgave af Højskolesangbogen, der udkom i 2006 og ydede en stor indsats både ved udvælgelsen af sange før udgivelsen og i det redigeringsarbejde, der fulgte i forbindelse med nye oplag. Han var utrættelig i formidlingen af den folkelige sang med sine mange foredrag og sangtimer rundt i landet. Men ikke mindst formåede han at formidle glæden ved fællessang til det ene elevhold efter det andet.
Som et elevhold et år udtrykte det: Ole taler lige så ivrigt om politik, som han synger højt i sangtimerne. Og netop hans klare sangstemme vil vi alle huske ham for.
Ole bevarede efter sin fratrædelse kontakten til Hadsten Højskole. Han deltog ofte i arrangementer for tidligere elever og for skolekredsen, ligesom han indimellem kom forbi til formiddagskaffe. Han var fortsat oprigtigt optaget af skolens ve og vel.
Og altid med en erkendelse af og en respekt for at det nu ikke længere var ham, der havde ansvaret. Det var altid tydeligt, hvor meget det glædede ham, at skolen var i god gænge.
Han deltog gerne på de korte kurser om sommeren med foredrag og sangtimer. I en årrække var han underviser på kurset: ”Så syng da Danmark - lad hjertet tale”, hvor han øste af sit store kendskab til Højskolesangbogens sange, tekstforfattere og komponister. Ole var den inkarnerede folkelige sang og mestrede i en sjælden grad at skabe rammen omkring fællessangen.
Det nød Hadsten også lokalt godt af til de folkelige sangtimer ”Syng fra den blå” under hans ledelse. Så sent som i slutningen af juli holdt han sin sidste sangtime på Hadsten Højskole, siddende på en stol og drevet af overbevisningen om, at ”hjertesproget er vers og sang”.
Hjertesproget kendte Ole. Ikke mindst sammen med Grethe. Derfor også smerten, da han blev alene. Og han, den nøgterne, men af sorgen hårdt ramte, vendte jævnligt tilbage til det menneskelige vilkår, at vi lever med det historiske perspektiv: fortid, nutid og fremtid, og sidstnævnte kan med et slag tages fra os.
Det erfarede Ole, da Grethe døde. Og det erfarede han sammen med døtrene, Birthe og Margrethe, svigersønnerne og børnebørnene i sommer, da tidshorisonten blev så kort.
Men - på trods - levede han til det sidste. Og lod hjertet tale. Vi vil ikke mindst huske ham og savne ham for hjertesproget i vers og sang.

Æret være Oles minde.