En mavepuster under bæltestedet
Nørager Boldklub er skuffet over afslag på ansøgning til drift af klubbens idrætshal
NØRAGER Et nej fra Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune til en ansøgning fra Nørager Boldklub om penge til en halinspektør på 225.000 kroner og 114.000 kroner til et lovbestemt varslingsanlæg, der allerede er installeret, har skabt stor skuffelse i Nørager.
"Jeg havde håbet på et bedre svar. Det var noget af en mavepuster som jeg mener er under bæltestedet og må erkende, at Nørager Boldklub har tabt. Men en ordentlig sportsmand rejser sig igen og tager kampen op mod dig og dit parti".
Sådan lyder det fra Gert Johnsen fra Nørager Boldklub, i et svar direkte til formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Lars Østergaard (V).
To ansøgninger
"Jeg forventer, at du havde ønsket et andet svar fra mig. men du kan så glæde dig over, at du har fået det rigtige svar. Det er dit valg om du vil smide med dit håndklæde, men jeg kan da anbefale, at du går den ordinære vej, hvor jeres ønsker kommer med i de forestående budgetforhandlinger", skriver Lars Østergaard.
Ansøgningen om penge til halinspektør i 2020 og til varslingsanlæg var kun en af to ansøgninger fra Nørager Boldklub.
Ansøgningen var fremsendt til Kultur- og Fritidsudvalget med et ønske om at pengene kommer til udbetaling her i 2020.
I budgetforhandling
Direktøren for forvaltningen havde til politikerne anbefalet et afslag på penge her i 2020 med den begrundelse, at der ikke er afsat midler til dette formål inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budget.
Samtidig lagde forvaltningschefen op til, at man drøfter ansøgningerne fra Nørager Boldklub for såvel drif som anlæg i forhandlingerne vedrørende kommunens budget for 2021 og at det sker via de politiske partier.
En million til hel hal
En anden ansøgning er fremsendt til budget 2021 og gælder et tilskud på en million kroner i anlægstilskud til at etablere en hel multihal. Altså en udvidelse af den "halve" hal, der allerede i forvejen er i Nørager.
Her er den samlede økonomi på 2,5 millioner. De 500.000 kommer som klubbens egenfinansiering, 500.000 fra forskellige fonde og de sidste 500.000 som lånefinansiering.
I 2021 er der også en ansøgning på 500.000 til en aflønning af en halinspektør.
Hallen i Nørager er opført i 2014 og har fra 2016 modtaget et kommunalt tilskud til driften.
Corona-midler
Gert Johnsen udtrykker forundring over, at den samme forvaltningschef i Norddjurs har anbefalet, at der ydes tilskud til Nørre Djurs Hallen. Af udvalgets dagsorden fremgår, at et tilskud til Nørre Djurs Hallen er sket via Corona-midler, som alle foreninger har haft mulighed for at få del i.
Gert Johnsen fra Nørager Boldklub understreger, at han dog er glad for, at der fra flere medlemmer af udvalg og kommunalbestyrelse er kommet positive tilkendegivelser og derfor ser positivt på fremtiden i Nørager Multihal.
Lige vilkår for alle
Endelig henstiller Gert Johnsen til politikerne, at de gennemser kommunens egen fritidsanalyse en gang til, så der kan blive lige vilkår for alle haller i hele Norddjurs Kommune.