Fortsæt til indhold

Antallet af sommerhushandler brager frem på Djursland

Salg af sommerhuse i hele landet boomer. Og nye tal viser, at det i den grad også gør sig gældende på Djursland

Samfund
Arkiv

sommerhus Der er ingen tvivl om, at coronanedlukningen har fået rigtig mange danskere til interessere sig for sommerhusene, som ligger rundt omkring i landet.

I Østjylland er det især på Djursland, hvor man finder de eftertragtede fritidsboliger, og her er der rigtig mange, som har taget skridtet og netop købt et sommerhus.

Antallet af sommerhushandler er nemlig steget med hele 104 og 84 procent i Norddjurs og Syddjurs Kommune i årets første halvår i forhold til samme periode sidste år. Det viser tal fra boligsitet Boliga.dk.

Det er ulig de seneste tre år, hvor der i gennemsnit blev handlet omkring 78 sommerhuse i Norddjurs Kommune i årets første seks måneder - i år er det mere end fordoblet til 171 handler.

Også i Syddjurs Kommune er købelysten eksploderet: Fra et gennemsnit på omkring 181 handler de seneste tre år, er det vokset til hele 336 solgte sommerhuse i det første halve år af 2020.

Priserne følger med

Ikke nok med, at flere har købt sommerhuse på Djursland, så har de også givet mere for dem; salgskvadratmeterpriserne er også steget på både Syd- og Norddjurs. Det viser tal fra Boliga.dk. I Norddjurs Kommune er sommerhusene i gennemsnit blevet solgt for lidt over 14.500 kroner pr. kvadratmeter - en stigning på 13,5 procent i forhold til sidste år, hvor kvadratmeterprisen lå på 12.800 kroner.

På det sydlige Djursland er priserne steget med 6,4 procent og er gået fra en kvadratmeterpris på 16.700 kroner til næsten 17.800 kroner i år.

Dermed er det altså ikke bare i de traditionelt dyreste kommuner på Sjællands nordkyst, at priserne er taget på himmelflugt:

"De stigende priser er et landsdækkende fænomen og ikke kun noget, der gør sig gældende i enkelte 'populære landsdele', hvilket kun er understreget af, at man kan finde rigtig høje prisstigninger over hele landet," siger boligøkonom og chefanalytiker hos Nordea Kredit Lise Nytoft Bergman til Boliga.dk.

Dog er det lidt af en overraskelse, at fremgangen trods alt har været så markant under Coronakrisen:

"Under tidligere økonomiske nedture har sommerhuspriserne fået klø. Sådan er det bestemt ikke gået denne gang, hvor mange danskere nok først og fremmest har opfattet krisen som en sundhedskrise og ikke en økonomisk krise," siger Lise Nytoft Bergman.

mj