Fortsæt til indhold

Kommentar: Der flyver ingen stegte duer ...

Samfund
Arkiv

Af Lars Norman Thomsen, lokalredaktør:

Ebeltoft har fået sin Ny Malt, og tillykke med det. Mange års stærke visioner og intens afsøgning af mulige finansieringskilder har båret frugt.

Det må man bare have respekt for - også i den vestlige del af kommunen, hvor borgerne er mere orienteret mod metropolen Aarhus end mod øst. Det har i en årrække heddet sig, at anlægskronerne primært er havnet i Ebeltoft, og på et tidspunkt blev det præsenteret som den skinbarlige sandhed.

Nærlæser man Syddjurs Kommunes budgetkataloger, vil man kunne se, at det ikke er korrekt.

Taler vi om kulturkronerne i Syddjurs Kommune, der rumsterer i forskellige puljer, er det korrekt, at mange af dem havner i Ebeltoft.

Men det er der en logisk og indlysende forklaring på. Den er helt simpel. Handels- og kulturlivet er bare helt fremme ved havelågen, når det gælder om at afsøge de forskellige støttemuligheder. 'Jazz på torvet' har i mange år været en fast del af sommeren i Ebeltoft, som er blevet bevilget støtte.

Men 'Jazz på Torvet' kan spilles mange andre steder i kommunen. Det handler bare om at gribe mulighederne for at gøre det i Hornslet, Mørke, Kolind eller Ryomgård.

Perspektiverne er utallige, og der er faktisk mange gode kulturkroner at hente. Det er længe siden, at der fra politisk hold lød en sang om, at det er helt op til de enkelte byer og områder at se mulighederne.

I det spil nytter det ikke at sidde tilbagelænet med en forventning om, at kommunens kulturmedarbejdere kommer til dig og propper noget ned i halsen på din by.

Du skal selv komme og foreslå dette og hint.

Syddjurs Bibliotek har faktisk vist vejen ude i de små oaser i Syddjurs, fordi der har været en lokal lyst og energi til at være med.

Syddjurs Kommune skal i gang med at lave en ny fritids- og kulturpolitik.

Et forslag herfra vil være at skære den i tre dele:

1. Idræt 2. Fritid 3. Kultur

Det vil gøre den skarpere og adskille tingene på en måde, som gør, at det ikke ender i en klump vandgrød.

Benyt nu chancen til at komme ud i alle hjørner af kommunen for at få en forståelse for, hvad der rører sig hos Andersen, Jensen og Rasmussen, når det handler om lokalkultur. Det vil fremme forståelsen og kvaliteten af det skrivearbejde som skal udføres. Hvis det kan føre til, at jazzen kommer til Pindstrup, Lime eller Hvilsager, vil det være smukt.

Når jazzen mest spiller i Ebeltoft, hænger det også sammen med, at der netop ikke er ret mange borgere, der ved, at disse kulturpuljer findes i det kommunale system. Så ud og mød borgerne omkring et kaffebord, før fritid og kultur bliver til politik.