Debat: Tillykke til Ebeltoft og Syddjurs Kommune
"Denne sommer er det lykkedes Ebeltoft og Syddjurs Kommune at komme på danmarkskortet som et fantastisk sted, som kombinerer bæredygtighed, kunst og kultur på nye måder. Den 26. juni åbnede Maltfabrikken som et visionært kulturhus for byens borgere og gæster. Det rummer bl.a. spillested, eksperimentelt køkken, iværksættermiljø for kreative erhverv og værksteder og atelier for internationale anerkendte kunstnere og designere.
Men ikke nok med det!
Samme dag åbnede Jeppe Heins kunstværk ”Breathe With Me” (”Træk vejret med mig”) ned mod vandet i forlængelse af Maltfabrikkens smukke park. Med hjælp fra lokale ildsjæle, Statens Kunstfond, Fregatten Jylland og Syddjurs Kommune placerede den internationalt anerkendte kunstner byen på det kunstneriske verdenskort som den første by i Skandinavien som vært for dette store udendørsværk: Det starter i Berlin i 2017. I 2019 åbnes det i New York i FN og Central Park. I sommeren 2020 åbner det så i Ebeltoft, og i 2021 er det planen at det opføres i Melbourne, Tokyo, Paris og Mexico.
Værket, der er et midlertidigt værk, bliver til i kraft af de besøgendes medvirken. Alle – små og store, unge og gamle, fastboende og byens gæster – deltager og maler 4 blå bånd. Vi maler vores åndedræt sammen, og dermed indikerer vi, at vi indånder den samme luft, vi lever på den samme jord og vi er gensidigt afhængige af hinanden i bestræbelserne på at skabe en bedre verden for hinanden - for vore børn og børnebørn. Værket inddrager os på det personlige plan, men samtidig forbinder det os til de store spørgsmål og en bæredygtig fremtid: Godt helbred, sunde byer, stærke lokalsamfund, og fælles løsning af de store globale spørgsmål om klima og miljø. Alt sammen er forbundet med hinanden i dette værk og forener os i fælles bestræbelser på tværs af alder, køn, etnicitet og økonomisk formåen.
Værket, som er en gestus til Maltfabrikken her i sommeren 2020, indikerer samtidig, at mange borgere meget gerne ser en forlængelse af Maltfabrikkens park på den anden side af Strandvejen, ned mod vandet. Her kunne man binde by og vand sammen med en strandpark til rekreation, badning, vandsport, kunst og kulturelle begivenheder. Det kunne blive en fantastisk attraktion for byens borgere og dens mange besøgende.
Den 26. juni markerer for mig at se en milepæl, hvor Ebeltoft står på tærsklen til en ny æra som innovativ kulturby. Professionelle og byens mange frivillige har mange nye initiativer i støbeskeen. Her vil jeg nævne et par stykker:
I øjeblikket ser det ud til, at en ny film- og medieefterskole ser dagens lys på Skolevejens skole inden for et år eller to. Det er tænkt ind i et samarbejdet med Den internationale Filmhøjskole i byen.
Tilsvarende er der stærke kræfter i gang med styrkelse af kystkulturen i miljøet i og omkring Fiskerihavnen og Fregathavnen med læringsplatforme for bæredygtigt havmiljø, skoletjeneste, vandsport og maritime iværksættermiljøer.
Endelig har en række lokale restauratører og madproducenter igennem længere tid arbejdet med nye platforme for ny madkultur, gastronomi, og måltidets iscenesættelse. Institutioner som Molbordet, Det gastronomiske Turistkontor, Det Grænseløse Køkken og Institut for Måltidet har sammen med en lang række lokale råvareproducenter allerede skabt et godt fundamentet for en stærk udvikling af byens image som et bæredygtigt gastronomisk eksperimentarium.
Der er meget at glæde sig over og samtidig er der meget at tage fat på. Lad os tage en konstruktiv debat om hvordan vi lokalt kan støtte op og bidrage positivt til en udvikling af de gode takter: Hvordan gentænker vi byens eksisterende kvaliteter og skaber en fremtidssikret kulturby i balance. Vi skal turde tænke nyt og afsøge, hvordan vi skaber en bæredygtig bosætning og nye jobmuligheder inden for bl.a. kultur og kunst, film, medier, gastronomi.
Gennem coronakrisen har vi vist, at vi kan stå sammen og ændre adfærd. Denne erfaring bør vi tage med os i en fælles løsning af klima- og miljøudfordringerne. På en lang række områder må vi ændre fokus - vi skal tænke globalt og handle lokalt når vi skal udvikle byen som en innovativ kulturby."