Fortsæt til indhold

Sander afløser Liv for anden gang - nu for nyt parti

Sander Jensen bliver byrådsmedlem i et halvt års tid

Samfund
Arkiv

Når Aarhus Byråd i aften mødes, bliver det med et nyt ansigt blandt de 31 politikere i byrådssalen på rådhuset.

Liv Gro Jensen fra SF har taget orlov til 31. januar 2021 og bliver erstattet af Sander Jensen, der overtager hendes poster som udvalgsmedlem i Teknisk Udvalg og formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.

"Jeg glæder mig vildt meget til byrådsarbejdet og vil kæmpe for klimaet, miljøet, familierne og de udsatte borgere. Det er et stort ansvar at få lov til at sætte retningen for Aarhus. Både for de store visioner og den helt konkrete politik, der gør en forskel for aarhusianernes hverdag,” fortæller Sander Jensen i en pressemeddelelse.

Han har tidligere, i april 2019, afløst Liv Gro Jensen en måned i byrådet. Dengang var de begge medlemmer af Alternativet, og inden da har Sander Jensen været medlem af Radikale Venstre.

”For mig har politikken altid været det vigtigste. Vi skal passe på de mennesker og den natur, som er på denne fantastiske planet. SF har i dag simpelthen den bedste politik på klima, natur, familie og det sociale område,” siger Sander Jensen.

Sander er 49 år og bor med sin kæreste, deres søn og to bonuspiger på Trøjborg. Han er selvstændig og arbejder med administration og kommunikation og driver et kontorfællesskab i Mejlgade. Sander Jensen er oprindeligt uddannet kontorassistent og er autodidakt journalist.

jr