Debat: Nu starter dansen om den gyldne budgetkalv
Dansen = forhandlingerne om Norddjurs budget 2021 starter nu, med to-tre uger bag lukkede døre, ud fra et borgmesterudspil, indtil der indgås en bindende aftale. Den kommer så i høring, men hvert aftaleparti har desværre vetoret overfor ændringer. Som derfor kan blive svære at rokke ved. Derfor tak til de som har lavet høringssvar før budgetforslaget ligger. Det er klogt!
Det er ikke en guldkalv vi danser om. Men det ligner: Fordi vores økonomi bliver bedre og kassebeholdningen er stor: Mere udligning til Norddjurs kan give bedre velfærd. Det fortjener børn, ældre og udsatte. Men samtidig danser vi på en line, fordi befolkningstal og børnetal falder mere end før. Svære tilpasninger er uundgåelige. Og hertil kommer så hele usikkerheden pga Corona-situationen. Derfor er det ikke en guldkalv! Der er råd til at investere, behov for at investere, men NUL garanti for hvilke investeringer virker.
SF går til budgetforhandlingerne med at mere retfærdig udligning nu skal sikre bedre velfærd, investeringer med sigte på udvikling, og så skal vi føre det grønne spor i budget 20 videre.
På det altid kontroversielle område: skoler opfordrer vi partierne bag den dyre 2018-skoleaftale til et bud på fremtiden struktur og økonomi. SF siger i rækkefølge: 1/ Kvalitet i undervisning af alle børn, 2/ skolestruktur skal passe med Norddjurs geografi, 3/ ressourcer skal passe med strukturen.
På SF´s liste med ind i forhandlingslokalet står blandt andet:
Velfærd:
Plejecentre og bosteder opnormeres, ledsageordning igen,demens-center på tegnebrættet, legeplads-pulje til daginstitutioner
minimumsnormering, nyansatte i daginstitutioner 2021 skal være uddannede, også PAU-elever og seminarielever til Norddjurs, Trivsel-læring og PPR enheden styrkes, indsats for unge ”udenfor”, fritidspas, så alle unge får indgang til foreningslivet, nedskæring på specialundervisning stoppes, UU vejledning til hver enkelt elev i 8. klasse, flere ressourcer pr elev til almenskolen som modtræk til faldende elevtal
Klimapolitik:
skifte til økologisk og lokal indkøbspolitik,fortsætte den grønne kulturændring som dette års budget igangsatte, billigere flextur for landdistrikterne
Anlæg:
Klimainvesteringer: energi og bygningsvedligehold (her er listen lang og rummer bedre indeklima for børn og ansatte!), Mobilitet, det er både kollektiv trafik og veje, Lav nu 1 km cykelsti i Fuglsang færdig!
Skat:
Nedsættes med 0,4 %, hvis vi får fuld statskompensation i fire år.