1.500 lastbiler fylder sand i Aarhus Havn
Kanaludgravningerne på Pier 4 på havnen i Aarhus er i fuld gang, og i stedet for at køre sandet til depoter uden for byen har Teknik- og Miljøafdelingen i Aarhus Kommune indgået en aftale med Aarhus Havn om at fylde det i Bassin 7. Med den løsning skal de i alt 30.000 kubikmeter sand kun transporteres få hundrede meter i stedet for hele vejen gennem byen.
"Det her er et skoleeksempel på, hvordan godt samarbejde skaber bæredygtige løsninger. En løsning, som vil skåne trafikken og miljøet i Aarhus for en unødig stor belastning,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
"Vi bidrager naturligvis gerne til at opnå en oplagt miljøgevinst ved at lagre sandet i et bassin, som vi ikke længere bruger til erhvervsmæssig besejling. Desuden vil opfyldningen bidrage til at øge levetiden for kajerne, idet de bliver yderligere stabiliseret af sandet,” siger CEO Thomas Haber Borch fra Aarhus Havn.
Aarhus Havn har også selv bidraget til opfyldningen af Bassin 7. Havnens del af sandet kommer fra sejlrenden, som med mellemrum skal graves ud.
jr