Fortsæt til indhold

Debat: For Venstre går investeringer og økonomisk ansvarlighed hånd i hånd

Samfund
Kasper Juncher Bjerregaard, Gruppeformand Venstre, næstformand i Økonomiudvalget Norddjurs Kommune:

"I en årrække har budgetforhandlinger i Norddjurs kommune budt på uløste problemer og kriser. Overskriften har været besparelser og nedskæringer samtidig med, at gælden løbende er vokset pga. manglende vilje til for alvor at tage fat på de åbenlyse problemer.

Denne situation er nu heldigvis afløst af en mere gunstig økonomisk situation.

Med Budget 2019 tog Venstre sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkepartiet ansvar for at igangsætte den nødvendige genopretning af den kommunale økonomi. Det krævede mange upopulære og hårde beslutninger, men de var nødvendige, og det kan vi nu alle høste de første frugter af.

Genopretningen er efterfølgende blevet hjulpet på vej af en udligningsreform, så Norddjurs Kommune i dag er langt bedre rustet til fremtiden og nu kan lave nogle af de investeringer, som kommunen så åbenlyst har behov for.

Venstre vil i de kommende budgetforhandlinger have et klart fokus på, at der bliver investeret i udvikling samtidig med, at den økonomiske ansvarlighed ikke sættes over styr.

Skatten skal ned - Udligningsreformen giver en række muligheder for at sænke skatten uden kommunen mister tilsvarende indtægter. De muligheder skal udnyttes så borgerne får flere penge mellem hænderne, og Norddjurs ikke længere har en af de højeste skatteprocenter i Danmark.

Investering i infrastruktur - Erhvervsliv og borgere har længe efterlyst investeringer i infrastruktur. Venstre foreslår, at der investeres i asfalt og busser til gavn for både erhvervsliv og borgere, og så kommunen hænger bedre sammen.

Investering i velfærd - Der er blevet skåret på velfærdsområderne (børn og ældre). Venstre foreslår målrettede investeringer i velfærdsområdet. Ikke for at bevare noget, der har vist sig ikke at fungere, men derimod for at udvikle bedre og mere bæredygtig velfærd til gavn for kommunens borgere.

Investering i turisme - Norddjurs er en turismekommune, hvilket blot er blevet understreget af de seneste måneders COVID-nedlukning. Venstre foreslår at investere i vores styrkepositioner (eks. strande og kystområder) for at gøre kommunen til en endnu mere attraktiv turistkommune.

Investering i kultur og idræt - Norddjurs skal være attraktivt at bo og leve i. Det kræver et bredt og attraktivt kultur- og idrætsliv. Venstre foreslår målrettede investeringer til udvikling af kulturen for dermed at sikre øget bosætning.

Afdrag på gæld - Norddjurs har desværre en stor gæld, der tynger med både renter og afdrag. Der er nu opbygget en solid kassebeholdning. Venstre foreslår, at en del af kassebeholdningen anvendes til at afdrage på den alt for store gæld. Det vil give yderligere råderum i de kommende år og samtidig gøre kommunens økonomi endnu mere stabil.

Venstre vil i de kommende budgetforhandlinger komme med konkrete forslag på alle områderne. Vi ser frem til et positivt forhandlingsforløb."