Fyldes af glæde og taknemmelighed ved høsten
Her får du denne uges præsteklumme skrevet af Sognepræst John Friis Løvschal
kirkeklumme Hvert år, når høsttiden begynder, så fyldes jeg både af en stille glæde og taknemmelighed. Tænk, nu belønnes dette års arbejde i markerne igen, der bliver igen brød på bordet det næste år samt såsæd mv.
Det er dog ikke kun glæden og taknemmeligheden overfor, at landmændene igen har gjort et godt arbejde. Mine tanker går i høj grad også op ad. Jeg fyldes af en taknemmelighed overfor Gud, der atter lader dette under ske. Mange steder i verden er dr problemer med at få mad nok, vi må holde igen, måske huske på høstsangen: Marken er mejet”, hvor vi netop synger om, at vi skal dele med fuglen og den fattige, og som det står i det gamle testamente, at vi må ikke samle det op, som vi lod ligge i første omgang, det er forbeholdt fuglen og den fattige.
Jeg ved godt, at vi bor under et godt klima, men min tro, på Gud som skaberen af alt, bliver her tydelig for mig, her synliggøres hvert år skaberens og opretholderens magt og Hans kærlighed. Alle gode gaver, de kommer oven ned.
Hos os kan vi ikke lade være med at køre ud for at se på, at de høster, det er en del af årets gang. Der mærker vi også duften af nyhøstet korn, ser mængden af korn, der læsses fra mejetærskeren over i kornvognen og ballepresseren, der i dag laver de tunge bigballer.
Tankerne flyver også hurtigt tilbage til barndommen, hvor vi som børn selv var med til at bringe høsten i hus. Der var en helt særlig god stemning, når halmen skulle køres ind. Det var de små hårdt pressede baller, som skulle samles hen til rækken, hvor vognen kørte, så vi hurtigt kunne få dem læsset på vognen. Vi knoklede, fordi vi havde lyst til det, og vi nød det, når vi sad øverst på læsset på vej hjem til min kammerats gård.
Der kom så det næste, at halmen skulle op på loftet, trækkes hen, hvor vi stablede det. Det var lettere til sidst, for så skulle det stables, hvor det kom op. Arbejdsfællesskabet var skønt, der var fælles glæde over, at nu var høsten godt inde, og så måtte vi ud i marken for at brænde de små bunker af overkydende halm af, og vi syntedes, at høst æblerne smagte ekstra godt, når vi satte dem på forken og stegte dem over halmen.
Selv som voksen har det været en fornøjelse at hjælpe til ved noget af familien så længe de havde de små baller.
Det gjorde ondt i leddene, men det var umuligt at lade være, for det var et fantastisk arbejdsfællesskab. Desværre måtte der så komme en uges tid med kraftige ledsmerter der efter, men alligevel føltes det stadig som Guds gode gaver glæden over høsten og arbejdsfællesskabet var det værd.