Kom i dialog om det lokale kronvildt
Løvenholm Gods indbyder naboer til snak om områdets vildtforvaltning
Auning Løvenholm Gods har de seneste år haft stort fokus på, hvad den store bestand af kronvildt har af betydning for drift og økonomi på godsets driftsgrene skov- og landbrug.
Kronvildtet bevæger sig dog over ganske betydelige afstande, og det står derfor klart, at Løvenholm ikke alene kan sikre den nødvendige vildtforvaltning, som sikrer en god bestandsbalance i forhold til antal, køn, alder og adfærd.
Løvenholm indbyder derfor godsets naboer i både første, anden og tredje række til at tage aktivt del i områdets vildtforvaltning og igennem åben dialog sikre en mere ensrettet vildtforvaltning. I praksis kan dette sikre, at en bedre bestandsbalance opnås – både til gavn og jægerne og det omkringliggende jordbrug.
Er man lodsejer inden for projektområdet eller i umiddelbar nærhed af projektområdet, eller er du lodsejer med mindre end 5 hektar kan man tilmelde sig mødet. Det sker på Løvenholm Gods' hjemmeside.
Dialogmødet foregår onsdag 9. september klokken 18 på Løvenholm Gods.
Idéer modtages
Har man i øvrigt spørgsmål til projektet, kan man rette henvendelse til vildtforvalter Kristian Stenkjær for en åben dialog om områdets vildtforvaltning og konkrete ideer til bedre vildtforvaltning.
På Løvenholm Gods bliver der kun afholdt tre dagsjagter på godsets egne forvaltede arealer, for at begrænse omfanget af forstyrrelser i skovområderne. Samtidig arbejdes der med at flytte og omlægge vildtagre og skovdriften således, at dagsaktiv adfærd for kronvildtet motiveres. Sidste år igangsatte Løvenholm Gods i samarbejde med Aarhus Universitet et større forskningsprojekt, hvor en række krondyr er blevet gps-mærket for at kunne følge med i dyrenes færden.