Debat: 600 lønmodtagere kan få glæde af tidlig pension i 2022 på Djursland
"I et rigt samfund som det danske skal man kunne trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet, før kroppen er slået helt til plukfisk. Det er kun rimeligt, når man i mange år har bidraget til samfundet og betalt sin skat. Det tror jeg det fleste er enige i og især dem, som jeg selv, der rent faktisk har prøvet at arbejde i mange år som ufaglært.
Derfor præsenterede Socialdemokratiet i sidste uge et pensionsudspil, som skal sikre nedslidte lønmodtagere et værdigt farvel til arbejdsmarkedet.
Vi mener, at dem med de laveste lønninger og de hårdeste job skal have samme mulighed, som de mest velstillede altid har haft. Nemlig at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, før kroppen er gået i stykker. Ni ud af ti, der kommer til at få glæde af ordningen er enten ufaglærte eller faglærte. Folk, der har arbejdet på slagterier, byggepladser, sygehuse, industrivirksomheder, siden de var teenagere. Vi ved at ufaglærte og faglærte lever kortere end akademikere og dermed får færre gode år med familien, når de har forladt arbejdsmarkedet.
Hvad vil det så egentlig betyde på Djursland? For Norddjurs vil i alt 269 lønmodtagere få ret til tidlig pension i 2022, mens tallet er 333 for Syddjurs, og for dem vil dette betyde rigtig meget, da de nu får ret til at træffe et valg, om de vil holde noget før eller træde tilbage. De skal ikke igennem alle umulige arbejdsprøvninger eller møder, men får en reel rettighed.
Jeg har arbejdet sammen med disse mennesker i mange år og har mødt mange af dem i valgkampen, og det glæder mig virkelig, at regeringen er kommet med dette forslag.
Jeg håber derfor på bred opbakning fra de øvrige partier, når vi de kommende uger skal forhandle om pensionsudspillet, og jeg håber at gode lokale folk valgt til folketinget vil kæmpe deres sag. Det har de hundredvis af nedslidte lønmodtagere på Djursland fortjent."