Fortsæt til indhold

Mopkok siger farvel efter fire år

Morten Pedersen lukker og slukker i Storegade 13 B i Grenaa - men har andre bolde i luften

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Når Grenaa ikke ligefrem er oversvømmet af ambitiøse spisesteder, så er det en trist nyhed, at Mopkok om et par måneder er fortid. I hvert fald i Storegade 13 B i Grenaa. Morten Pedersen, der har drevet ølbar med produkter fra Ebeltoft Gårdbryggeri i hanerne og restaurant på stedet siden 28. oktober 2016, drejer nøglen og lukker og slukker - meget tæt på fireårsdagen.

"Det bliver lige op til 1. november," siger Morten Pedersen, der derfor gør opmærksom på, at kunder, der ligger inde med gavekort, skal huske at bruge dem i tide.

For mange begrænsninger

Han begrunder lukningen med personlige årsager, og at han ser for mange begrænsninger i at drive spiserestaurant på stedet. Først og fremmest er køkkenet for lille, og det er nødvendigt også at sørge for bedre udsugning, men det har ifølge Morten Pedersen været svært at få en klar melding fra bygningens ejer om, hvad planerne er i fremtiden.

Og så har corona naturligvis også spillet en rolle. Morten Pedersen var nødt til at lukke helt ned i 13 uger, og da han åbnede igen, var det med en begrænsning i antallet af spisen gæster på 14 i den lille restaurant. Det har dog hjulpet godt med ekstra udendørs pladser, da sommervejret vendte tilbage til Grenaa og Danmark. Men 14 gæster er ikke nok til at få et spisested til at løbe rundt. Slet ikke, når man ved de store koncerter i Kulturhuset Pavillonen er vant til at bespise 50-60 gæster.

Tre burgere på kortet

"Siden genåbningen har vi reduceret menukortet til kun at omfatte tre burgere - en med oksekød, en med kylling og en vegetarburger. I forvejen stod burgerne for godt 60 procent af vores omsætning hos de spisende gæster, men jeg vil også gerne lave andet mad," siger Morten Pedersen.

Derfor har han da også andre bolde i luften. Ser sig om efter lokaler, der kan give plads til flere. Også gerne med mulighed for at lave mad til selskaber.

"Mopkok-burgeren kommer ikke til at forsvinde, og jeg vil bevare stilen, som mange holder af. Corona har kostet og givet en vanskelig tilgang til tingene, men jeg ser stadig muligheder. Grenaa er en by, der lever året rundt - og der er plads til et uformelt sted med spændende øl og god mad," siger Morten Pedersen.