Fortsæt til indhold

12 timers non-stop koncert i Vejlby Kirke

40-års jubilaren Per Rasmus Møller har inviteret organist-kolleger til maraton-koncerten

Samfund
John Pedersen

VEJLBY Det bliver en helt særlig oplevelse, når Vejlby Kirke ved Allingåbro lørdag 22. august kommer til at genlyde af intet mindre spektakulært end 12 timers non-stop kirkemusik med start klokken 12.

Den helt unikke maraton-koncert, der slutter ved midnatstid er arrangeret på initiativ af Per Rasmus Møller, der 1. august kunne fejre, at han havde været ansat som organist ved Vejlby Kirke i 40 år.

Gennem de fire årtier, har Per Rasmus Møller stået for mange spændende musikalske initiativer og dette er så bare det nyeste i rækken.

Få klokkenister

Jubilaren har inviteret alle organister på Djursland og omegn til at deltage i denne maraton-koncert, hvor det er tanken, at den smukke kirke skal fyldes af 12 timers non-stop musik. I invitationen er organisterne blevet opfordret til at bidrage med et eller flere musikstykker helt efter behag på enten orgel, cembalo, klaver eller klokkespil. Mon ikke Per Rasmus Møller også selv bidrager med et stykke klokkespil, da han jo er en af de forholdsvis får klokkenister, der har deres virke i dagens Danmark.12 organister har taget imod opfordringen. De kommer ikke kun fra Djursland men også fra Assens, Odense, Hadsund og Randers.

40-års jubilaren forventer ikke, at nogen blandt publikum holder ud i samtlige 12 timere. Men der vil være kaffe på kanden, så det skulle være muligt at holde sig vågen også ud på de lidt sene aftentimer hen mod midnat.

Flere instrumenter

Hovedorglet i Vejlby Kirke er årgang 1981 fra Jydsk Orgelbyggeri med 16 stemmer, to manualer og pedal, tremulant, cimbelstjerne og Nattergal.

Gregersorglet fra 1862 har fire stemmer og en manual. Luftforsyningen fra manuelt betjente kassebælge eller el-blæser. Kirkens koncert-klokkespil med hele 27 klokker og stokklaviatur er helt unikt for en landsbykirke som den i Vejlby. Til koncerten kan der også spilles på cembalo med to manueler eller digitalklaver.

Der er gratis adgang til koncerten, som der er planer om at streame på Facebook.