Mossons heste-app er blevet et hit
Julie Liv og Maria Morin har fået kæmpe succes med en app for hestefolk
erhverv "Det er de samme udfordringer, der er på staldgulvet over hele verden," konstaterer Julie Liv og Maria Morin. De to søstre har i løbet af nogle ganske få år med deres hesteapp skabt virksomheden Mosson med tretten medarbejdere. Mosson tæller nu nogle af de største stalde blandt deres kunder, blandt andet Helgstrand Dressage i Nordjylland, Menhammar der er en af de største svenske travstalde, og lokalt Følle Strandgaard med cirka 50 heste. Også svensk og dansk politi har brugt den i halvandet år.
Begge søstre bor i Ebeltoft og deres virksomhed har kontor i hjertet af Ebeltoft på Nedergade 16.
Et par klik
I første omgang udviklede Julie Liv og Maria Morin app'en til væddeløbsheste. Siden er systemet udvidet til også at kunne håndtere rideheste.
Den er let at bruge, og den giver et hurtigt overblik over alt, hvad der er nødvendigt at vide om sin stald, specielt når man har med heste at gøre på det professionelle plan. Med et par klik kan man hurtigt se den enkelte hests tilstand, dens performing og al planlægning i forhold til hesten. Det kan være vaccinationer, ormekur, træninger, foder, observationer etc. Hver enkelt i staben omkring hesten: hestepassere, dyrlæger, ejere etc., har hver sin tilgang til app'en, og kan se alle data, eller de kan få dem filtreret ned til, hvad der er relevant for den enkelte.
"For hestepasseren der møder ind og skal håndtere syv heste, tager det max 10 minutter om morgenen at sætte sig ind i, hvad hestene skal i løbet af dagen. og det tager to minutter at tilføje noget til app'en," fortæller Maria Morin.
Vidensdeling
Baggrunden for virksomheden kommer delvist af, at Julie Liv er en ét hundrede procent klassisk hestepige, der som pige nærmest boede i en hestestald. Hun har en baggrund i hospitalsbranchen, og herfra kendte hun alt til dokumentation.
"Fru Mortensen ville man jo aldrig behandle uden at dokumentere, og dyrlæger og hestepassere har samme behov for vidensdeling for ikke at lave fejl. Det digitaliseringen kan, er at få informationerne ind på gulvet, og så skal app'en selvfølgelig være brugervenlig," forklarer hun og suppleres af Maria Morin:
"Med hesteapp'en giver vi nogle passionerede mennesker, der arbejder hårdt, nogle systemer til at vidensdele og gøre deres dag nemmere."
Feltstudier
Julie Liv og Maria Morin tog tilløb til app'en i 2015, hvor de indledte et samarbejde og gennem halvandet år udførte feltstudier hos Ree Park og Kattegatcentret. Sideløbende lavede de studier i hestebranchen med forskellige typer af stalde, i starten med fokus på væddeløbsbranchen.
"Væddeløberne er organiseret i hele Skandinavien på samme måde. Det er meget struktureret."
Ud over at brugerne via deres mobiltelefon hele tiden har overblikket over stald og heste ved hånden, har Julie Liv og Maria Morin registreret, at app'en også kan give et blik for ændringer i den overordnede struktur og hverdag.
"Alene det at nedfælde vaner objektivt giver nogle gange et nyt syn på muligheder".