Aarhus-trio bringer slik ud til hele Danmark
Ung trio står bag nyt bland-selv-slik-firma, der leverer slik direkte til døren. Firmaet fra Tilst har vokseværk og flytter snart i nye lokaler i Geding
slik Frederik Schnell og Nikolaj Lynge fik i marts, ligesom mange andre, sat deres hverdagsarbejde på pause, da coronavirussens indtog i Danmark for alvor tog fart. Siden da er hverdagsbilledet begyndt at ligne sig selv igen, og arbejdspladserne er begyndt at fyldes på ny.
Dette gælder dog ikke for Frederik Schnell og Nikolaj Lynge, som begge arbejder i nattelivet, hvor de er henholdsvis bestyrer og barchef på Bernhardt Natklub på Store Torv.
"Vi sælger jo ikke så mange flasker lige nu, så det er sat på pause," fortæller Frederik Schnell.
Laberlarven
Med udsigten til en usikker fremtid for nattelivet, begyndte de to venner straks at arbejde på idéer til en alternativ indkomst. Resultatet blev Laberlarven, som er blevet taget godt imod i hele landet. Virksomheden sælger bland-selv-slik, som de leverer direkte til kunderne i hele landet.
"Det er hele Danmark, der bestiller. København, Nordsjælland, Odense og så har vi især rigtig mange fra Aalborg. Jeg ved ikke, hvorfor det lige er i Aalborg," fortæller 25-årige Frederik Schnell.
Det er dog ikke kun i storbyerne, at udbringningen af bland-selv-slik er efterspurgt, fortæller 26-årige Nikolaj Lynge.
"Vi fandt ud af, at i de her provinsbyer, hvor man måske kun har den lokale kiosk uden det store udvalg, at folk er ret ivrige efter at have muligheden for at få leveret slik fra dag til dag. Så i de her små byer er der åbenbart et marked, som vi ikke havde set i første gang."
Laberlarven har i august solgt 750 kilo bland-selv-slik.
Klarer alt selv
Mens det nyopstartede firma bliver skubbet i gang, og økonomien får lov til at vokse, er det de to venner, som klarer alt det daglige arbejde, mens den sidste mand i trioen, 26-årige Peter Rytter, står for alt det tekniske på hjemmesiden.
"Vi pakker selv. Det, vi egentlig er gode til, er markedsføring, hvilket er det, vi laver ude i nattelivet. Men som det ser ud lige nu, så er det os, der står og pakker fra klokken 8 om morgenen til klokken 16 om eftermiddagen," fortæller Frederik Schnell.
I oktober er planen, at lagerhallen i Tilst skal byttes ud med et nyt sted i Geding, som ligger få minutters kørsel vest for Tilst. Når den unge trio når så langt, er håbet, at trioen bliver til flere.
"Vi kommer nok til at hive nogle medarbejdere ind, når vi kommer til det nye sted i oktober. Som Frederik siger, så tager det vores tid, som vi egentlig burde lægge andre steder," tilføjer Nikolaj Lynge.
Udnytter nedlukningen
Går tingene som de unge iværksættere håber, så drømmer de om at skabe en lillebror til Laberlarven, der skal være det sunde alternativ til bland-selv-slik. I stedet for slik vil de gerne bringe nødder og andre sunde snacks ud.
Om succesen med udbringning af bland-selv-slik fortsætter er usikkert, men de tre mænd fra Laberlarven gør, hvad de kan, for at udnytte den fortsatte coronasituation.
"Vi har selvfølgelig en mængde tid nu her, hvor nattelivet er lukket, hvor vi har mulighed for at bygge noget op. Alt efter hvor meget vi når at få bygget op, så skal vi tage en beslutning i sidste ende, om vi begge kan komme tilbage til nattelivet, eller om der er en af os, der bliver nødt til at sige stop der," afslutter Nikolaj Lynge.