Rådmand vil give gratis p-pladser i Aarhus til bilister med el-biler
Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, vil arbejde for, at 2.500 kommunale p-pladser bliver forbeholdt elbiler
Det skal være mere fordelagtigt at have en elbil i Aarhus, end det er i dag. Det mener Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, som vil arbejde for, at der kommer 2.500 gratis p-plader til aarhusianere med elbiler.
Det oplyser Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.
”Det er begrænset, hvad vi som kommune kan gøre for at få flere aarhusianere til at vælge en elbil. Så vi er nødt til at sætte ind, hvor det er muligt at skabe flere åbenlyse fordele ved at eje en elbil. Her er det oplagt, at vi reserverer flere p-pladser til elbiler og sørger for, at de er gratis,” siger Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.
I løbet af den kommende tid vil antallet af p-pladser i Aarhus, der er reserveret til elbiler nå 86, men det er ikke nok, mener rådmanden. Han foreslår i stedet, at byrådet reserverer i alt 2.500 p-pladser til aarhusianernes elbiler, og p-pladserne skal være gratis.
Ifølge Bünyamin Simsek vil de 2.500 gratis p-pladser til el-biler være et af midlerne for at nå byrådets mål om, at Aarhus skal være CO2-neutral i 2030.
”Jeg vil opfordre mine byrådskollegaer til at samarbejde og være med til at finde steder, hvor vi kan lave gratis p-pladser til elbiler. Det er vigtigt for mig, at vi får dem placeret i hele kommunen, og får dem placeret steder hvor byens borgere og gæster har deres hverdag. Derfor er der også er behov for ladefaciliteter og reserverede parkeringspladser til elbiler ved kommunens biblioteker, idrætsanlæg, skoler osv.," siger Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.
Der er i dag cirka 12.000 kommunale p-pladser, der er offentlige tilgængelige, fremgår det af pressemeddelelsen.
jwh