Debat: Velfærd, klima og udvikling er på den socialdemokratiske dagsorden
Den socialdemokratiske fællesledelse og gruppe har drøftet budgetarbejdet for 2021 og de kommende år i Norddjurs Kommune.
Vi konstaterer, at det økonomiske udgangspunkt i 2021 og årene derefter er markant bedre end de tidligere år. Kommunens økonomi er sund efter en hård økonomisk kur og dette sammen med udligningsreformen gør, at de kommende års budgetter udløser et økonomisk råderum.
Socialdemokratiet står fast på en sund økonomi i Norddjurs Kommune og de forbedringer vi nu kan og skal lave i velfærden skal være holdbare i flere år. Vi har brug for, at forbedringer holder i de år vi kan se ind i og at vi har brug for tillid, tryghed og stabilitet i velfærden til borgerne efter svære år.
Ved de kommende budgetforhandlinger prioriterer vi, et holdbart, løft i velfærd og investeringer, fortsatte klima- og naturindsats og en kommune i fremgang og udvikling. Vi holder fast i ambitionen om en kommune, der er økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig.
Vores konkrete forslag til budgetforhandlingerne er bla.
· Finansiering af minimumsnormeringer i daginstitutionerne og en stabil økonomi i folkeskolen.
· Bedre normeringer på plejecentre, bosteder og i hjemmeplejen. Desuden forbedret rengøring hos de ældre.
· Forbedring af ferieordningen for handicappede.
· Afvikle (yderligere) gæld og dermed skabe rum for serviceforbedringer.
Derudover har vi mange andre forslag, der også omfatter muligheder for en bedre pasning af vores strande og natur, samt på kultur- og fritidsområdet.
Vi har et stort efterslæb på investeringer.
Socialdemokratiet mener der skal ske væsentlige forhøjelser på asfalt og bygningsvedligehold og der skal fastsættes et stabilt og højere beløb i de kommende år.
I budgetforhandlingerne ønsker vi at Norddjurs Kommune medvirker i udviklingen af Skovskolen i Løvenholm-skoven, bygning af en ny brandstation i Grenaa og udbygning af brandstationen i Allingåbro.
Desuden ønsker vi, at der afsættes penge investeringer i flere ældreboliger og et egentligt hjerneskadecenter.
I de kommende år skal vi fortsat prioritere klimaopgaven lokalt. I øjeblikket er der stor fokus på opstilling af solceller. Det skal vi ikke tage stilling til i budgetforhandlinger. Men vi vil foreslå, at vi opretter en klimafond i Norddjurs Kommune, hvor lovpligtige bidrag for tilslutning af bla. Solanlæg, indbetales og at disse beløb anvendes til gavn for lokalområdet samt fremtidige klimainvesteringer.
Nu kan det gå fremad i Norddjurs Kommune på baggrund af en sund og velstyret økonomi. Vi har meget vi skal nå de kommende år, men vi skal ikke feste for voldsomt. Fremgangen skal være solid og langtidsholdbar.
Socialdemokratiet vil, med vores budgetforslag, stadig tage ansvar og gå forrest for Norddjurs.
Et Norddjurs hvor vores borgere kan mærke forbedringer i velfærden, i deres hverdag. Hvor vores klima ikke blot er noget vi snakker om men noget vi gør noget ved. Hvor vi vil udvikling, både i den service som borgere og erhvervsliv får, geografisk i hele kommunen og i den kommunale organisation.
Med dette, socialdemokratiske, budgetforslag bliver det bedre at bo, arbejde, leve og besøge Norddjurs.