Præsteklumme: Et frihedsbudskab
præsteklumme Jamen, hvordan kunne de dog få sig selv til –eller deres mor, at bede Jesus om de to bedste pladser i det kommende Gudsrige – tænker mange af os sikkert. Især vi der har haft vores opvækst i Vestjylland for mange år siden, vi ved da, at man skal nødes – endda flere gange –før man siger ja tak. Det tager lang tid at lære frisk og frimodig at sige ja tak første gang, man bliver budt. Eller som konfirmanderne, der som det naturligste tager plads øverst i kirken, første gang de kommer til gudstjeneste. Men sådan var Jakob og Johannes og deres mor, de beder frimodigt Jesus om de to bedste pladser i det kommende Gudsrige.
Jesus gav disse to unge mænd navnet Boanerges, og det betyder tordensønnerne. Det er et navn, som siger noget om, hvordan de var som personer, og hvordan de forholdt sig til Jesus og det, han stod for. Noget tyder således på, at disse to, med tordenens voldsomhed og kosmiske kraft, er gået ind for Jesu,s og det han fortalte og virkede. Ja, som et kraftigt uvejr som ingen – end ikke dem selv – kunne styre eller beherske. Da de blev kaldede, forlod de da også deres gamle far, der blev ladt alene tilbage i båden. Ja, de forlod alt andet for at følge Jesus. Og derfor kan man sige, at når det forholder sig sådan, så er det vel heller ikke andet end ret og rimeligt, at de får svar på, hvad de kan vente sig af det Gudsrige, som de har investeret hele deres liv i.
Men Jesu budskab er et frihedsbudskab – for alle, og hvordan det egentlig forholder sig med, og hvordan rangfordelingen egentlig er i det Gudsrige, som evangeliet taler om, ja, det står det hverken til Jesus eller os at vide noget om. Det er til gengæld også lige meget. Afgørende er det kun, at Riget er der, og at vi derfor ved troen på Jesus som Guds søn har vundet en frihed, som er umistelig, så sandt som det ikke er en frihed, vi selv har erhvervet os, men derimod en frihed som vi har fået og stadig får skænket i og ved Guds kærlighed. Den kærlighed, som sprænger alle de grænser, som mennesker til alle tider af magtmisbrug eller af sur nødvendighed at sat mellem hinanden.
Og det allerbedste er, at Gudsriget allerede er her, og at vi – Zebedæussønnerne og alle vi andre – allerede har en plads i det rige, hvor vi alle bliver regnet for lige meget. Så er vi da frie også for at bekymre os om det – og kan gå ganske frit enhver til sit liv.