Djurslandgården slår besøgsrekord
Mange valgte i år at holde ferie hjemme i Danmark. Det var noget Djurslandgården kunne mærke
gårdbesøg Danskerne blev hjemme i sommerferien, og det var noget, der kunne mærkes på Djurslandgårdene, som er en fælles betegnelse for en række landbrug på Djursland, som i løbet af sommeren inviterer interesserede på gårdbesøg på udvalgte dage.
Selvom Djurslandgårdene ikke normalt har de store udfordringer med at trække folk til, så bliver de 448 besøgende alligevel til en rekord.
”Heldigvis har kun ét enkelt sted oplevet at måtte sige nej til familier, der ønskede at komme forbi, fordi der allerede var kommet gæster. Vi har sågar en gård, som valgte at holde to særåbninger, fordi der var så mange, der ville på besøg,” fortæller Tina Drejer Maaberg, der er nyansat projektkoordinator hos Djursland Landboforening og tovholder på Djurslandgården, i en pressemeddelelse.
Netop fordi hele konceptet med Djurslandgården er nyt for Tina Drejer Maaberg, valgte hun selv at tage på gårdbesøg i år for at få den oplevelse, som gæsterne får.
”Jeg har besøgt dem alle, og de har et helt vildt engagement, hvor de alle bruger store mængder tid og overskud på at gøre klar og glæder sig til at tage imod gæsterne,” fortæller Tina Drejer Maaberg.
Den nye dreng i klassen
I år kunne Djurslandgården tilbyde fem forskellige gårdbesøg fordelt på hele Djursland. På Enegård ved Balle bor landmand Mathias Hedegaard Hansen. Han debuterede i år som vært ved Djurslandgården med en enkelt besøgsdag, hvor der dukkede overvældende 30 interesserede op.
"Jeg er rigtig godt tilfreds med dagen. Jeg kan godt lide at åbne dørene og have gæster udefra. Jeg havde kun åben en enkelt dag, men sidenhen har jeg haft folk fra byen, som har været på besøg flere gange,” lyder det fra Mathias Hedegaard Hansen, som næste år har hele tre besøgsdage.
”Det har været sjovt at tale med så mange forskellige mennesker. Jeg havde en familie på besøg fra Herlev. De var på ferie på Djursland og havde aldrig været på et landbrug. Det er godt, når byfolk kommer herud og besøger os,” siger Mathias Hedegaard Hansen.
gs