Ny Baby-Bugatti hædrer en helt særlig original
Bugatti bygger moderne reinkarnation af den legendariske Baby-model, som oprindelig var en gave til grundlæggerens søn
Bugatti Hvad gør man for at fejre sin egen 110-års fødselsdag? Hos Bugatti var de ikke i tvivl, så man har simpelthen besluttet at fremstille 500 eksemplarer af den originale såkaldte "Bugatti Baby". I første omgang offentliggjorde man planerne for et år siden, og alle bilerne blev angiveligt solgt med det samme.
I forbindelse med den verdensomspændende coronaviruspandemi er der dog enkelte kunder, som er sprunget fra, og derfor er der stadigvæk mulighed for at sikre sig et eksemplar af den genfødte original, dog formedelst priser fra 30.000-58.000 euro.
Den originale Bugatti Baby blev født i 1926, da grundlæggeren, Ettore, og sønnen Jean besluttede at bygge en nedskaleret Type 35, en af datidens mest berømte racerbiler, til Ettores yngste søn, Roland, der skulle have den til sin fire-års fødselsdag.
Ettore og Jean havde sigtet efter blot at lave det ene eksemplar, men feedback fra kunder, der besøgte fabrikken i Molsheim, var så positive, at den lille bil gik i produktion og blev solgt mellem 1927 og 1936.
Modellen blev berømt af Bugatti-entusiaster over hele verden, og i dag er ingen samling komplet uden en Baby. Men med kun omkring 500 fremstillede eksemplarer er de sjældne.
Bugatti Baby II er udviklet i partnerskab med The Little Car Company og er blevet beskrevet af dem, der har haft mulighed for at køre den, som "mere en uregelmæssig teenager end en baby".
Mens den originale Bugatti Baby var en 50 pct. skalaudgave af bilen, der gjorde Ettore Bugatti berømt i 1920' erne, er den nye model væsentligt større.