'Verdens Bedste Nyheder' ved Skanderborg Station
Fredag morgen 4. september kl. 07.30-09.00 kan du få konstruktive nyheder i Skanderborg. Det er Soroptimistklubben i Skanderborg, der sammen med borgmester Frands Fischer – og mere end 2000 andre frivillige landet over - uddeler chokolade og en avis med konstruktive nyheder om verdens store fremskridt. Dermed er de med til at sætte fokus på verdens fremskridt gennem de sidste årtier.
Undersøgelser har vist, at danskerne tror, at det går meget værre ude i verden, og at der er mere fattigdom, sult og nød, end hvad virkeligheden er. 'Verdens Bedste Nyheder' sætter focus på de globale fremskridt, der sjældent får opmærksomhed i de danske medier.
Gennem den sidste generation er livskvaliteten forbedret for hundredvis af millioner mennesker verden over, ekstrem fattigdom falder, flere børn overlever, folk lever længere og flere kommer i skole.
I en svær tid, der er præget af coronavirus, er det vigtigt at minde hinanden om de mange fremskridt, der er sket gennem de sidste par årtier. Derfor går foreningen og tusindvis af andre frivillige på gaden 256 steder over hele landet for at dele 'Verdens Bedste Nyheder'-aviser med historier om fremskridt og løsninger ud til morgenfriske danskere.
mj