Præsteklumme: Indsigter i en coronatid

præsteklumme I den indeværende coronakrise grubles der fortsat over spørgsmålet, om krisen har format til at medføre en blivende forandring af vores samfund, af den måde, vi lever på, af måden, hvorpå vi tænker om vores tilværelse? Nogle røster hævder, at coronakrisen intet forandrer, mens andre hævder, at coronakrisen forandrer alt.

Det er nok for tidligt at sige noget sikkert om, hvad coronakrisen vil bevirke af forandringer på længere sigt. Men én ting synes sikkert: Vi er alle blevet ekstra opmærksomme på, at vi mennesker er naturvæsener, der hænger sammen med den øvrige, undertiden uregerlige natur.

Der skal såmænd blot et mikroskopisk stykke natur til – for eksempel et coronavirus, som vi ikke umiddelbart kan beherske og kontrollere – for at bringe en undertrykt indsigt op til overfladen i vores bevidsthed: – at vi er indfældet i verden, at vi med vores biologiske konstruktion er forbundet med naturen på en sådan måde, at et lille virus kan tvinge et stort verdenssamfund i knæ, sætte menneskelige aktiviteter i stå og desværre også tage livet af hundredtusindvis af mennesker.

Under den nuværende coronakrise er selvfølgelighederne sat i karantæne, hvilket, tankevækkende nok, har bragt taknemmeligheden over alt det, vi normalt tager som en selvfølge, op til overfladen. Det kan akkurat være taknemmeligheden over alt det nære, vi ellers har det med at overse, men som, når det kommer til stykket, betyder allermest for os.

Det kan meget vel være, at coronakrisen ikke formår at forandre alt i vores samfund, men mindre kan også gøre det. Hvis vi senere hen, når vi (forhåbentlig) engang er kommet ud på den anden side af coronakrisen, kan sige, at vi er blevet mere bevidste om, at vi er indfældet i verden, at naturen er vores livsbetingelse, og ikke blot vores omgivelse, der stiller sig til disposition for vores materielle forbrug, ja, så har coronakrisen – uden at glemme endsige forklejne de menneskelige omkostninger – kastet nogle væsentlige indsigter af sig.