Ebeltoft's byrum: Ærlig talt fra Peter Olesen
Journalist, forfatter og debattør Peter Olesen er inviteret til en aften om byrummet i Ebeltoft sammen med tidligere kommunaldirektør Ole Have Jørgensen
ebeltoft Hvordan ser kritiske øjne på Ebeltofts smukke huse, veje og stier? Er alt som det skal være, eller kan det blive endnu bedre? Og hvordan gør man så?
Ebeltoft Handelsstandsforening, og BLIS (By- og Landskabskultur Syddjurs) inviterer til en debataften med to engagerede foredragsholdere. Det er journalist, forfatter og debattør Peter Olesen og tidligere kommunaldirektør Ole Have Jørgensen.
Titlen er ”En smukkere Ebeltoft Handelsby”, og arrangementet afholdes på Fregatten Jylland tirsdag 29. september klokken 18.30. Der serveres et let traktement og kaffe/kage
Udfordrende og vidende
"Vi får de mest udfordrende og vidende foredragsholdere på banen den aften. Med de to, som har øje for udfordringerne og har haft succes med processen, er der lagt op til en engagerende aften med indlæg og debatter," siger Anna Søgaard, formand for BLIS.
Peter Olesen er blandt andet kendt fra TV, dels som nyhedsvært og dels fra udsendelser om byer og deres indretning. Han har holdt foredrag i de fleste danske byer om smukkere handelsgader, og skrevet bøger om emnet. Desuden er han kendt for at sige sin ærlige mening.
Den anden foredragsholder, Ole Have Jørgensen. Han fik i sin tid som kommunaldirektør i Horsens været primusmotor og med hjælp fra butiksejerne, politikere og stadsarkitekt vendt Horsens image til en meget attraktiv og spændende handelsby, der tales om. Han tog sidste år en Ph.d. i City-branding og er senior forsker, VIA university College.
"Sådan en smuk by"
Anna Søgaard konstaterer, at Ebeltoft er en usædvanlig og attraktiv middelalderby.
"Ebeltoft er sådan en smuk by, og den kunne blive endnu mere interessant både for de handlende og for gæster. Den vil vi gerne i samarbejde med butiksejerne og Syddjurs Kommune gøre endnu mere attraktiv."
BLIS er medarrangør af debataftenen, handelsstandsforeningen er vært og i forvejen er politikere og embedsfolk inviteret samt Ebeltoft Handelsstandsforening, butiksejere fra Ebeltoft og formændene for handelsstandsforeningerne i Syddjurs.
Der er tilmelding senest 27. september til Hanne Sloth, formand for Ebeltoft Handelsstandsforening: hanne.sloth@mail.tele.dk.