Præsteklumme: Min maske

præsteklumme Man skal vist have tilbragt sommeren med en dyne over hovedet for ikke at have opdaget, at spørgsmålet om identitet har fyldt rigtig meget. Altså, hvem er jeg? Eller: hvem vil jeg gerne være? Og hvordan vil jeg i det hele taget gerne behandles. Bag det hele ligger ofte spørgsmålet om, hvem vi er – sådan helt inderst inde.

Jeg faldt for nylig over en sætning fra én af Karens Blixens fortællinger, og her hedder det: "Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig."

Det lyder umiddelbart underligt, fordi vi tænker, at masker skjuler vores egentlige identitet. Hvem af os kender ikke til længslen efter at lade masken falde og blive set og anerkendt som dem, vi egentlig er bag de mange forskellige forklædninger, vi bærer rundt på?

Men jeg tror, Karen Blixen har fat i noget rigtigt, når hun peger på, at en maske fortæller os noget væsentligt om, hvem vi er. Den skjuler ikke nødvendigvis vores identitet. Den viser derimod, hvem vi er, når vi træder frem i verden. Der er en omverden, vi skal forholde os til. Vi er ansvarlige for, at vi giver vores livsudfoldelse stil og form. I den forstand er vi en maske, fordi vi viser, hvem vi er, ved den måde vi handler på, og den måde vi behandler vores omverden og vores medmennesker på.

For Karen Blixen betød det blandt andet, at man skal sige fra overfor uretfærdighed, vise værdighed og ikke lade sig gå på af livets små irritationsmomenter.

I grunden er det ikke så vigtigt, hvem vi er sådan inderst inde – for vi er aldrig bare, vi er altid nogen. Det vigtige er, hvordan jeg formår at træde frem som et menneske, der åbner mig mod mine medmennesker og min omverden. Vores tro, vores værdier og vores livsindstilling må vise sig på vores maske, og det er på den, vi skal kendes.