Regionsråd: Tidligere Favrskov borgmester vil vippe Kühnau
Anders G. Christensen stiler efter at blive Venstres spidskandidat ved næste års regionsrådsvalg
REGIONSRÅD Ved valget til Regionsrådet i Midtjylland i 2017 forsøgte Venstre at vinde posten som formand med den tidligere borgmester i Ikast Kommune, Carsten Kissmeyer, som spidskandidat.
Ved næste års regionsvalg kan det meget vel blive en anden tidligere borgmester, der kaster sig ind i kampen om formandsposten.
Den tidligere borgmester i Favrskov Kommune, Anders G. Christensen, 58, har i hvert fald på baggrund af en række opfordringer meldt sit kandidatur til posten som Venstres spidskandidat.
"Et stærkt og trygt, offentligt sundhedsvæsen er en af de vigtigste grundsten i vores fælles velfærdssamfund. Det er vigtigt for os alle som danskere. For mig er det vigtigt, at vi hele tiden arbejder på, at det er patienten, der sættes i centrum og dermed mennesket foran systemet. Vi har i Region Midtjylland et godt sundhedsvæsen, men der er mange steder, det kan og skal gøres bedre," udtaler Anders G. Christensen i en pressemeddelelse.
8 år som borgmester
Han har været byrådsmedlem for Venstre i Hadsten og Favrskov Kommuner siden 1994 og var i årene 2002-2010 valgt som borgmester. Først i Hadsten i årene 2002-2006 og efter kommunesammenlægningen i Favrskov Kommune i perioden 2006-2010.
Siden folketingsvalget 2019 har Anders G. Christensen været førstesuppleant til Folketinget, men nu vil han gå all-in i kampen om i første omgang at bliver Venstres kandidat til formandsposten i Regionsrådet, og siden, men vælgernes gunst, vippe den nuværende formand Anders Kühnau (S) af pinden.
"Alt for mange patienter oplever fortsat at falde mellem to stole, når de har brug for pleje og behandling. Alt for mange oplever fortsat at skulle rejse langt for selv simple behandlinger, som kunne håndteres langt tættere på den enkelte dansker. Og alt for mange oplever, at vores dygtige medarbejdere i sundhedsvæsenet bruger deres tid forkert i stedet for på det arbejde, som de brænder for. Det er ikke i orden, og der er et stort behov for at gøre noget ved det," udtaler den forhenværende Favrskov borgmester.
Carsten Kissmeyer har tidligere på året meddelt, at han ikke genopstiller som spidskandidat til regionsrådet.