Maria rejser i Medinas fodspor i flygtningelejre
En 18-årig gymnasieelev fra Favrskov Gymnasium tager på alternativ ferie i uge 7
“Jeg må ned og se, hvordan flygtningene lever og så tilbage og brede budskabet ud.”
Den 18-årige Maria Trampedach går i 2.D på Favrskov Gymnasium. Mens de fleste af hendes kammerater ser frem til en vinterferie i uge 7, har Maria valgt en utraditionel rejse. Hun flyver med Folkekirkens Nødhjælp til Uganda for at besøge en flygtningelejr, præcis som sangerinden Medina gjorde det for måneder siden.
“Det er et sted, hvor flygtninge fra det krigshærgede Sydsudan kommer til,” fortæller hun, da vi mødes i et frikvarter på gymnasiet.
Heksebørnene
Ideen til at flyve til Afrika kom Maria på, da hun var til foredrag med Anja Volen, der er kendt for sit arbejde med heksebørn i Afrika.
“De børn gik mig lige i hjertet, og jeg spurgte Anja, om jeg kunne komme til at arbejde for hende. Ja, sagde hun, hvis du lige ser det rigtige Afrika først, så derfor tager jeg ned nu sammen med andre unge fra Danmark.”
Når Maria kommer hjem, er planen, at hun skal medvirke i små film for Folkekirkens Nødhjælp, holde foredrag og fortælle sine jævnaldrende om det vigtige arbejde med de mange udsatte mennesker, som verden oplever i disse år.