"Danskerne bruger færre penge pr ekspedition"
En rigtig god sommer i Mols Bolsjer, både i butikken og i bolsjekogeriet
Sommer 2020 Mols Bolsjer har haft travlt, rigtig travlt denne sommer. Der er altid mange kunder i butikken om sommeren, men i år har der været endnu flere - og selvfølgelig flest danskere på grund af corona.
De mange ekstra kunder kan dog ikke ses på omsætningen, fortæller Jette Brinch Nielsen, der driver Mols Bolsjer sammen med Jes Brinch Nielsen.
"Vi har haft flere kunder, men ikke større omsætning. Danskerne bruger færre penge pr ekspedition end for eksempel nordmænd."
Flere bolsjer
De mange ekstra kunder har alligevel betydet, at Mols Bolsjer har solgt flere bolsjer i år end andre år.
Kunderne har dog været lidt mere tilbageholdende med at købe sommerhatte, souvenirs etc.
"Vi har solgt næsten alt, der står 'Ebeltoft' på, men ikke særlig meget af Den lille Havfrue og andet, der står 'Danmark' på," fortæller Jette Brinch Nielsen med et skævt smil med tanke på at byen jo netop var fyldt af danske turister.
Manglende omtanke
Jette Nielsen har haft butik i byen i 17 år og bolsjekogeri i Nedergade i 8 år, og hun har aldrig oplevet så mange mennesker i gågaden som i uge 30.
Mols Bolsjer har som alle de øvrige butikker haft håndsprit og skiltning med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Generelt var turisterne gode til at overholde de fleste af Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men Jette Brinch Nielsen undrer sig over manglende omtanke ved kassen.
"Det er fint, at hele familien kommer ind og kigger, men ikke at alle bliver stående indenfor under betalingen. Der behøver ikke at stå fem mennesker i kø for at betale. Det har været den største hurdle.
" I bolsjekogeriet i Nedergade var kunderne generelt bedre til køkultur. Her kunne de komme ind og se produktionen, købe, smage og lave deres egen slikkepind.
"Her var folk gode til at stå i kø og vise hensyn, så andre også kunne komme ind."