Fortsæt til indhold

Nu får Risskov længe ventet letbanestop

Snart kan aarhusianerne stå af og på ved Risskov Strandpark

Samfund
Arkiv

Inden længe kan badegæster fra strandene i Risskov nærmest trække strandsandet med ind i letbanetogene.

Mandag den 14. september indvies et nyt letbanestop nemlig på Rolighedsvej ved Risskov Strandpark, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

På arealet, hvor det gamle Psykiatriske Hospital i Risskov lå, er maskinerne i fuld gang med at bygge 1.200 nye boliger i den nye Bindesbøll Byen.

Sammen med resten af det sydlige Risskov kan de nye beboere se frem til en endnu bedre forbindelse til Aarhus midtby.

"Det nye letbanestop giver borgerne i det sydlige Risskov en god, hurtig og nem forbindelse til midtbyen og til oplandet. Jeg er glad for, at det gennem et godt og tæt samarbejde er lykkedes at få etableret et nyt letbanestop i et område med mange potentielle brugere af letbanen," siger Bünyamin Simsek V), rådmand, Teknik og Miljø.

Indvielsen foregår klokken 13 ved letbanestoppet, hvor rådmanden sammen letbanedirektør Michael Borre og KPC’s udviklingsdirektør, Henrik Hoffmann, vil være til stede.

"Det nye letbanestop er et resultat af et tæt samarbejde mellem parterne, og det glæder mig, at vi derved forbedrer servicen for passagerne. Ikke kun det nye byområde bliver tilgængeligt, men også strandparken i Risskov," udtaler Michael Borre, adm. direktør for Aarhus Letbane.

Som en del af projektet er der etableret et nyt helleanlæg på Rolighedsvej, der skal gøre det sikkert for letbanens passagerer at krydse vejen.

dp