Præsteklumme: Tanker om håb og balloner

præsteklumme "Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig. Her er en fremtid, her er liv, han er på vej."

Sådan er første del af Dy Plambecks salme om håbet. Et håb der er på vej til os med fremtid og liv.

Håbet har fyldt meget for mig i år. Ja, det kunne nok ikke være anderledes, sådan som året har udfoldet sig. Så mange nytårsdrømme- og ønsker, der blev pakket ned i kasser med labelen: "vi ses i 2021", og derefter gemt væk.

Men håbet blev ikke gemt væk. Tværtimod. Håbet blev fundet frem og holdt ud foran mig i udstrakt arm, så jeg kunne se, hvilken vej, jeg skulle gå.

Det er sjovt, for jeg har egentligt altid forestillet mig håbet som en ballon. Da jeg var helt lille pige, besøgte jeg Tivoli i København, hvor man kunne købe de fineste, farverige balloner, der svævede i luften, som jeg aldrig havde set en ballon gøre det før. Der hang de og fejede frem og tilbage i vinden, mens de udsendte en stemning af glæde, sommerdage, hoppende børn og bekymringsløshed. Med andre ord håbsballoner. Man kunne få ballonen i en snor, og så fulgte ballonen efter en. Når man løb, fejede den mod jorden – og når man stod stille, så pegede den op i luften mod den blå himmel.

Jesus siger, at vi skal blive som børn. Som børn, der tør tage imod håbet som en ballon i tivoli og holde det foran sig. Voksne bliver nogle gange så alvorlige, at vi glemmer, at håbet er en dansende ballon, der bringer os tilstede i nuet. Men også som noget, der følger os. Når vi har for travlt i vores liv, så forsvinder håbet ikke, selvom man ikke altid kan få øje på det. Håbet følger os, og i det øjeblik vi står stille, får vi igen øje på det.

Stå stille og hold håbet op. For ikke en eneste af os er håbløse.