Fortsæt til indhold

Tvangstanker og angst styrede Camillas liv

Camilla Riis Thomsen har OCD. Hun stod frem på DR og fortalte om sin sygdom, som hun nu har kontrol over

Samfund
Kian Johansen

Alle odds syntes at være imod Camilla Riis Thomsen fra Hammel, der tonede frem på DR1 i 'Gal eller normal - til jobsamtale'.
Hun lider af tvangstanker og tvangshandlinger, men opdagede det i en sen alder. På trods af intensiv OCD-behandling klarede hun sig igennem en skilsmisse, en bachelor-opgave i journalistik, samtidig med, at hun tog sig af sine to små døtre på nu fire og syv år.
De fleste af hendes livsændringer fandt sted i løbet af et halvt års tid og ville vel have taget modet fra enhver.
Nu er den nyuddannede journalist selvstændig freelancer og skriver på en bog om sine oplevelser om OCD, som hun håber kan hjælpe andre i samme situation.

Du kan også, når jeg kan

“Du kan også, når jeg kan,” lyder budskabet fra den 31-årige kvinde, der først nu er blevet bevidst om alle de små tegn, hun allerede havde som barn.
Hendes mor og far gik fra hinanden og sammen med sin mor flyttede Camilla op til en norsk kæreste, der ikke altid var lige sød ved de danske stedbørn.
Camilla lukkede sig inde på sit værelse. Cd'erne og bøgerne stod altid pænt og i alfabetisk orden. Sengetæppet var lagt snorlige på.
Værelset var hendes område. Det kunne hun kontrollere.

$SUBT_ON$$SUBT_OFF$

Sår mangedoblede angst

Senere i livet kom tankerne på en anderledes måde.
“Jeg var overbevist om, at min mand ville køre galt, hvis jeg ikke gik en runde i køkkenet hver morgen, tjekkede ovnen og køleskabet. Hvis min datter skar sig i børnehaven, så så jeg allerede for mig, at der gik koldbrand i såret og at armen faldt af,” lyder det hudløst ærligt fra kvinden, der fik den første kuldegysende fornemmelse af, at noget var helt galt, da hun en en kold februaraften i 2011 blev liggende på badeværelsesgulvet.
Krybende sammen i et angstanfald og rystende over det hele. Skræmmende tanker om at slå sine børn ihjel overmandede hende. Og blot forestillingen om at det kunne ske, fik hende til at låse badeværelsesdøren.
Dagen efter fik hun kontakt til en psykolog.
“Hun så på mig i to minutter og hørte lidt om, hvad jeg var bange for og så kom det: Du lider af OCD.”
Obessive Compulsive Disorder. OCD. Tvangstanker.
I Camillas tilfælde var de små ritualer og check af alt muligt blevet til et komplot af tanker, der hver dag overvældede hende og blændede for logisk tankegang, for de tvangsmæssige følelser havde taget over.

Børnene er et og alt

Camilla har altid slæbt rundt med alle forudsætningerne for at få OCD, men det brød først ud, da hun fik børn, ansvar, søvnløse nætter og bekymringer. Noget som er typisk for de fleste OCD-ramte, der først opdager deres lidelse i 30'erne.
“Mine to børn er både den udløsende årsag til, at min OCD brød ud og blev forværret, men de er samtidig også dem, der har været min motivation til at stå op om morgenen og få noget ud af dagen, uanset hvor sort og trist livet var. Takket være dem fandt jeg en grund til at stå op om morgenen og på sigt komme ud af OCD-helvedet.”
Der gik halvandet år og endnu et angstanfald, nøjagtig et år efter det første, inden Camilla kom i behandling og fik medicinsk hjælp, der dæmper tvangstankerne og gør livet udholdeligt.
“Jeg vil ikke byde nogen at gå igennem det helvede, jeg har været igennem, og jeg håber aldrig, jeg kommer tilbage til der, hvor jeg var i 2011. Men nu, hvor jeg heldigvis er på den gode side af det, vil jeg ikke have været den oplevelse foruden.”

Lær af min historie

I dag er hun glad for sit liv med OCD, har ny kæreste og bor med sine døtre i Hammel. Hun driver sin egen freelance-virksomhed og har netop fået fast job som journalist.
“Det er en smule angstprovokerende at starte op, men man hører så lidt om kvindelige iværksættere med succes,” lyder det friskt fra Camilla, der takket være medicin og behandling har lært at leve med sin OCD.
“De to-tre år med OCD, hvor det var allerværst, har gjort mig til den, jeg er i dag, på godt og ondt. Det har gjort mig stærkere på mange måder, og jeg har en helt anden tilgang til livet nu, end før jeg blev syg.”