Forening aflyser aktiviteter for resten af 2020
Auning-Fausing Pensionistforening har ikke kunnet mødes siden 4. marts
AUNING/FAUSING "Hele meningen med vores forening er jo, at vi alle kan mødes og i fællesskab nyde samværet og alle de gode oplevelser som vores udflugter, møder på Møllehjemmet og vores fester på Auning Kro plejer at byde på".
Sådan sammenfatter Lis Nielsen, formand for Fausing-Auning Pensionistforening, det hun betragter som de bærende elementer i den normalt meget aktive forening.
I denne hårde corona-tid er det svært at leve op til.
Derfor har pensionistforeningen taget konsekvensen og truffet det vanskelige valg, at aflyse samtlige arrangementer i resten af kalenderåret 2020.
Alt blev lukket ned
"Sidst vi var samlet var på Møllehjemmet onsdag 4. marts. Da vi skulle holde vores møde onsdag11. marts, fik vi den besked klokken 8.10 om morgenen, at på grund af coronavirus og faren for smittespredning var alt lukket ned på ubestemt tid. Resten af vores vinterprogram måtte vi derfor desværre aflyse".
Lis Nielsen forklarer videre, at man i foreningen håbede på, at situationen ville bedre sig, så det kunne forsvares at tage på den årlige tre-dages sommerudflugt. Men efterfølgende viste risikoen for smittespredning og de restriktioner, der blev indført i hele samfundet for at passe især på særligt sårbare personer, at pensionistforeningen ikke kunne påtage sig ansvaret for at gennemføre de første to ture, Den første planlagt til at gå til Nutidens Museum i Års og den anden til Mandø.
Endnu en aflysning
Den traditionelle åletur - år planlagt til at byde på åle-middag på Viuf Kro i nærheden af Kolding med et stop ved det ikoniske byggeri "Fjordenhus", der ligger midt Vejle Fjord.
Huset er tegnet af den islandske kunstner Olafur Eliasson.
"Desværre måtte vi tage den tunge beslutning og aflyse også denne tur", fortæller Lis Nielsen.
Det skete dels på grund af øget smittespredning og de skærpede restriktioner, der også omfatter buskørsel.