21-årige Nagin Ravand stiller sig forrest for at få flere piger til at dyrke sport i Gellerup
Nagin Ravand går forrest for at vise, at piger godt kan dyrke sport med tørklæde. Det har ført til en nomination til Planbørnefondens Pigepris 2020
Pigetræning Oplysning, oplevelser og muligheden for at kunne se op til nogen skal hjælpe flere piger i gang med at dyrke sport i Gellerup. I et sted, som er præget af et multikulturelt lokalsamfund, er der nogle normer, som 21-årige Nagin Ravand ønsker at gøre op med.
"Når jeg stiller mig op på en fodboldbane med mit tørklæde, men stadig i mit fodboldgear, vil jeg vise de her forældre, som måske kommer og ser på, at ’din datter kan også komme ud og spille fodbold’, og jeg lover dig, at hvis jeg har gjort min opgave godt nok med at vise, at der er en mulighed for at komme og spille fodbold, så vil det vise sig, at der er skjulte talenter gemt i Gellerup," fortæller Nagin Ravand.
Selv spiller Nagin Ravand hos Brabrand IF, og hun har tidligere været træner for pigefodboldholdet, som hun selv startede i 2015, efter hun flyttede til Gellerup fra Nørresundby med sin familie. Det gik hen og blev en succes, og i 2017 var der 40 piger mellem 9-16 år, som var blevet en del af fodboldholdet.
Muligheden udenfor
Nagin Ravand har igennem årene lært, at det ofte er en kulturel norm fra tredjeverdenslande, at man ikke ser piger dyrke sport i offentligheden, som man gør det med drenge. Den norm vil hun ændre på, så der fortsat er flere piger i Gellerup, som går i gang med at dyrke sport. Det kræver dog, at man skal informere om de tilbud, der er for det.
"Det handler ikke om, at man ikke må. Det handler om, at man ikke ved, at muligheden er lige her udenfor døren. Men fordi man ikke ser muligheden, der ikke bliver talt om den, og den ikke bliver reklameret for i lige så høj grad som mulighederne for sport for drenge, så bliver det bare ikke til meget."
Vigtigheden for selv at kunne tage initiativ til at bygge noget op er stor, forklarer Nagin Ravand. Det er ikke kun idéerne, man selv skal tage initiativ til, men også kontakten og informationen til eventuelle deltagere skal formidles.
"Det er vores opgave at række ud, fordi de ikke har været vant til at se piger spille fodbold hjemme, hvor de kommer fra. Det er som at sige til dem, at de skal gribe en mulighed, som de ikke ved findes," siger Nagin Ravand.
Hænderne fulde
Pigefodboldholdet i Gellerup blev givet videre til andre gode hænder i starten af 2020, og i stedet har Nagin Ravand sat sit fokus andre steder. Hvilken rolle hun præcist har nu, ved hun ikke, og fremtiden står ligeledes heller ikke helt fast endnu.
Ved siden af Uddannelsesvidenskab, som hun læser på tredje semester på Aarhus Universitet, er hun også næstformand hos Mino Ung Aarhus, som arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder, stemmer og samfundsdeltagelse.
Derudover sidder hun i DBU Jyllands Youth Advisory Board og som bysamfundsrepræsentant i Udvalget for Mangfoldighed og Ligestilling i Aarhus Kommune.
Nomineret til Pigeprisen
Det hårde arbejde, som Nagin Ravand har lagt fra begyndelsen, har blandt andet ført til, at hun nu er nomineret til Planbørnefondens Pigepris. Nomineringen har hun fået for at have fået en masse piger ind på fodboldbanen i Gellerup gennem forældreinddragelse, samarbejde og sin fodboldfaglighed.
"Det er det, der er mit drive. Ikke bare selve anerkendelsen, men det her med, at der er andre, der tror på og har set, at det jeg kan gøre, har rykket på nogle folk. Det er den anerkendelse, som er mit drive, og som får tingene til at køre," siger Nagin Ravand glad om sin nominering.
Udover Nagin Ravand er sangerinden Jada og investeringskvinderne fra Female Invest nomineret. Hvem der får æren af Pigeprisen 2020, kommer der svar på, når den uddeles 10. oktober i København. For Nagin Ravand er det at blive sat i bås med de andre nomineret allerede stort.
"Det er en kæmpe nomination, især når jeg kigger på, hvilke personligheder, de sætter mig ved siden af. Det er noget at grine af, men det er også en ære, og det, synes jeg, er en sejr i sig selv," afslutter Nagin Ravand.