Fortsæt til indhold

Debat: Dagrenovationen og affaldssorteringen - det kan få IC4-toget til at blegne

Samfund
Ditlev Viðstein Petersen, Kærvej 8, Mørke:

"Om forholdsvis kort tid skal hele landet gå over til en ret ambitiøs model for sortering af affald. Ud over at vi skal sortere affaldet i 10 'fraktioner', så er detaljerne endnu uklare.

Der er absolut intet galt i at være ambitiøs, tværtimod. Men måske er tidsrammen for snæver? Og hvorfor skal det hele ske på én gang – big bang?

Der skal opfindes en del 'hjul og dybe tallerkner'. Det kan man også sagtens. Men ikke uden at lave storslåede fejl. Som så skal rettes for hele landet, så man kan opdage den næste store fejl i systemet.

Nogle fejl kan rettes simpelt og uden de store omkostninger. Andre kan måske kræve, at man skifter noget ud over hele landet, uden dog at være helt sikre på, at det så nu virker. Det kan (i værste fald) få IC4-toget til at blegne.

Jeg er bekymret for, hvordan befolkningen vil reagere, hvis man hele tiden skal høre farceagtige historier om ting, der ikke fungerer. Nogle mennesker vil måske blive så sure, at de kommer bleer og dåser i papirfraktionen, eller de bliver bare ligeglade. Det kan dræbe de fine ambitioner.

I stedet bør man lave nogle grundige forsøg i et lille antal kommuner af forskellige typer. Hvad der fungerer i et landdistrikt, fungerer måske slet ikke i en by, hvor pladsen er lille. Der skal opfindes, indkøbes eller ombygges skraldevogne. Skal én vogn kunne håndtere flere fraktioner samtidig, eller skal ti skraldebiler køre i procession? Kan man overhovedet købe så mange skraldebiler på én gang? Hvordan fungerer det med bøtter og spande til 10 forskellige fraktioner i en toværelses lejlighed? Kan folk finde ud af det? Kan man stille containere til 10 fraktioner op i en smal gade i en storby. I hver gade?

Udgifterne ved de fejl, man opdager og retter i forsøgskommunerne, kan passende fordeles på alle kommuner, da alle jo drager fordel af forsøgene. Forsøgene behøver heller ikke vare umanerligt længe, et år eller halvandet burde afsløre de værste problemer. Genanvendelse af affaldet er ikke vores største problem, det er nok drivhusgasser. Lad os tænke os om."