Debat: Det sker i Rønde Bypark
"Mange har spurgt os om, hvad der sker med Rønde Bypark, hvilket jeg gerne vil svare på:
Der blev af 2 lokale taget initiativ til et borgermøde om en Ny Rønde Bypark for 3 år siden. På mødet blev der dannet en arbejdsgruppe, som i samarbejde med Landskabsarkitektfirmaet Wad og Syddjurs Kommune lavede en plan for byparkens udformning. I maj 2019 blev der holdt et borgermøde, hvor den endelige udformningen af den Nye Rønde Bypark blev besluttet.
I år har reetablering af byparken været i licitation af Syddjurs Kommune. Den blev vundet af HedeDanmark. De er nu gået i gang med at etablere den aftalte indgang fra Kaløtorvet og ned til Byparken. Det bliver færdig i år.
Legepladsen bag Netto er renoveret af Syddjurs Kommune i år.
Syddjurs Spildevand er gået i gang med at udvide søen i den vestlige del af byparken, så den kan tage de fremtidige regnvandsmængder. Det forventer de at være færdige med i januar 2021. Indtil de er færdige, er noget af byparken spærret af.
I marts 2021 går HedeDanmark i gang med at lave en dræning af byparken og lede dræningsvandet i den østlige sø i byparken.
Når byparken er tør, går arbejdet i gang med at etablere en ca. 140 m. lang Klimabænk i den nordlige del af byparken, hvilket vil betyde, at der ikke kan komme vand ind til grundejerne, som støder op til byparken på den nordlige side.
Der etableres en blomstereng mellem de to søer. Der etableres en 1.000 m. lang asfalteret sti rundt i byparken med lys for hver 100 m. På den del af stien, der er en del af cykelstien fra Århus til Ebeltoft etableres gadeinventar.
Syddjurs Kommune har lovet, at de er færdige inden Stafet for Livet løber af stablen primo september 2021.
Planen for Rønde ny Bypark omfatter forskellige elementer, som det er arbejdsgruppens opgave at finde finansiering på og få opført.
I øjeblikket har man fået fondsmidler til, at der etableres et biodiversitetsområde ved skovområdet på højre side af stien fra Netto til byparken. HedeDanmark vil sammen med Syddjurs Kommune være behjælpelig med at få det etableret med stier og skilte.
Desuden håber arbejdsgruppen, at der findes fondsmidler til et madpakkehus i den østlige ende af byparken.
Et planlagt orienteringsmøde arrangeret af Arbejdsgruppen og Syddjurs Kommune 24 september er udskudt pga. Coruna 19."