Ebelfestivalens indendørs events aflyses
Aflysning af Ebelfestivals indendørs events på Kulturloftet, uge 42
festival Efter myndighedernes opstramning af restriktionerne i forbindelse med Corona, har bestyrelsen for Ebelfestival besluttet at aflyse de indendørs events, som bestyrelsen havde planlagt til gennemførelse på Kulturloftet.
"Det er meget ærgerligt, men i den nuværende situation med kraftige forsamlings begrænsninger samt opfordring til at begrænse sociale aktiviteter, ser vi det rigtigst at aflyse de planlagte events," lyder det fra Palle Erik Rasmussen.
Han henviser til, at der i efterårsferien er mange udenbys gæster i byen og dermed også yderligere risiko for smitte.
"Det er derfor bestyrelsens opfattelse, at det i den nuværende situation ikke er forsvarligt at samle større grupper mennesker indendørs. Det landsomfattende smittetryk er desværre lige nu på sit højeste. Alle må derfor medvirke til at få smitten bragt ned."
Udendørs vil der hele uge 42 være gang i byen, som fejrer Høst og Halloween.
Handelsstandsforeningen har eksempelvis indkøbt 500 græskar, som skal pynte byen i efterårsferien. Skoler og børnehaver er inviteret til at udskære græskarrene. De udskårne græskar skal så pynte i byen og på havnen hele efterårsferien.
Butikkerne pynter også op til Høst og Halloween, ligesom der vil være musik i gaderne i løbet af ugen.
Ebelfestival besluttede før sommerferien, at der ikke kunne holdes Ebelfestival i 2020. I stedet ville bestyrelsen i samarbejde med Handelsstandsforeningen planlægge mindre events. Der har været et fint samarbejde, og mange har sagt ja til at stille op med forskellige events. Det blev til et spændende program med i alt 18 events.
"Desværre ser vi det nu nødvendigt, at alle indendørs events aflyses," siger Palle Rasmussen.
Bestyrelsen takker alle medvirkende for godt samarbejde, og ser frem til et mere normalt år 2021, hvor man forhåbentlig kan komme på banen med alle Ebelfestivals aktiviteter på byens torve og pladser til den tid.