Ny V-folketingskandidat i Aarhus sætter fokus på tøjproduktion og deleøkonomi
Venstre i Aarhus Vest har valgt 39-årige Tina Lund Sørensen som kredsens folketingskandidat.
Tina Lund Sørensen er opvokset på en gård i Thorsager på Djursland og bor i dag i Aarhus, hvor hendes politiske engagement begyndte for 21 år siden i Venstres Ungdom som bestyrelsesmedlem. Senere blev hun medlem af landsstyrelsen for Venstres Ungdom og var blandt andet medlem af VU’s valgudvalg.
Tina boede i en periode i København og fik en kontoruddannelse i Fødevareministeriet. Siden har hun uddannet sig til administrationsøkonom og har endvidere diplomfag i ledelse. Hun har været souschef i Østre Landsret og rykkede i oktober 2017 til Retten i Aarhus, hvor hun arbejder i afdelingen for strafferet.
Tina ser klimadebatten som en af de mest væsentlige og peger specifikt på produktion af tøj, som et område, der skal sættes fokus på.
"Modeindustrien producerer 150 milliarder stykker tøj om året til 7 milliarder mennesker. Op mod halvdelen af tøjet ender med at blive destrueret. Det synes jeg er ret vilde tal, som vi bliver nødt til at italesætte. Det kræver en indsats fra både butikker, producenter, forbrugere og fra politisk hold. Vi har formidabelt dygtige danske designere, som allerede gør en indsats, men der skal sættes turbo på området. Hvordan kan vi understøtte markedet, så Danmark kan vise vejen, og samtidig være konkurrencedygtige," spørger Tina Lund Sørensen i en pressemeddelelse fra Venstre i Aarhus Vest.
Klimavenlige løsninger handler også om deleøkonomi, mener den nye folketingskandidat for Venstre i Aarhus Vest.
"GoMore er en platform, som jeg selv har stor glæde af, og jeg vil arbejde for, at kendskabet til den form for transport udbredes. Delebiler og samkørsel bør boostes, for tænk hvis alle bare en gang om ugen kunne køre med en anden person til og fra arbejde. Det vil gøre en forskel for miljøet og for de uendeligt lange bilkøer, som vi alle passerer dagligt og hører om i radioen."
jr