Gud, det smitter!
Denne uges prsæteklumme er skrevet af sognepræst Kjeld B. Nielsen
kirkeklumme Vi er blevet opfordret til at søge sammen små grupper, som vi kan have nær kontakt med, i et forsøg på at bryde smittekæderne for covid-19.
I en tid med håndvask, afspritning, afstand, adgangsbegrænsning og isolation har ordet "smitte" fået en entydig negativ klang.
Men vi er også blevet klogere. Her gik vi og troede, at fremtiden var digital - ikke mindst for de unge - og at virkeligheden tog sig bedst ud på en skærm.
Men så fandt vi ud af, hvor meget gammeldags fysisk samvær egentligt betyder. Både i arbejdslivet og i det sociale liv.
Jeg må indrømme, at jeg selv var begejstret, da pandemien begyndte. Endelig kunne vi kirken begynde at tage de digitale platforme i brug. Og der er store fordele ved møder på Zoom, Skype og Meet. Ikke mindst kan man sidde og lave noget andet samtidigt, uden at det nødvendigvis går ud over kvaliteten på nogle af delene. Og dejligt, at man bliver nødt til at stramme op på dagsordenerne til møderne.
Ligesådan med gudstjenesterne. Hvorfor holde dem 1:1 søndag formiddag, hvis man kan optage dem i ugen op til? Men efterhånden finder man også ud af, hvad der mangler - og hvorfor vi mangler det.
For ligesom covid-19 kan smitte ved samvær og tæt kontakt, så er der også andet, der kan smitte ved fysisk tilstedeværelse og kontakt. Ikke mindst den smittende glæde, det smittende humør og fællesskabet. Og det mærker vi ikke gennem skærmene.
Det fysiske fællesskab vil aldrig gå af mode. Det tror jeg er blevet bevist med pandemien.
Et sandt menneskeliv har brug for at blive smittet. Det meste gode i menneskelivet kommer udefra og ikke indefra.
I kristendommen kalder vi den usynlige smittebærer af Guds lys, kraft og varme for Helligånden. Helligånden er en pandemi, som der endnu ikke er fundet effektive vacciner mod (selvom mange har prøvet) og som heller ikke har skabt flokimmunitet.
Helligånden rammer og smitter os hver især. Men den er særlig kraftfuld i et fællesskab, og helst i et fællesskab, hvor der synges.
Med håbet om, at alle fortsat spritter hænderne af, men lader sindet stå åbent, så vil jeg slutte af en lettere omskrivning af en kendt og elsket salme:
Giv mig, Gud, en smittekæde, så for dig jeg ret kan kvæde højt og lydelig, så jeg føle kan med glæde. (frit efter Grundtvig, DDS 4)