Fortsæt til indhold

Kommuner vil have mere liv under havoverfladen

Norddjurs, Syddjurs, Samsø, Aarhus, Odder og Horsens Kommuner går sammen i nyt samarbejde om den østjyske del af Kattegat.

Samfund
gs

Bedre miljø og natur i Kattegat kræver bredt forankrede indsatser. Derfor går Norddjurs, Syddjurs, Samsø, Aarhus, Odder og Horsens Kommuner nu sammen i et nyt samarbejde, der skal øge biodiversiteten og naturtilstanden i den østjyske del af Kattegat. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.

For de østjyske kommuner langs Kattegat har samspillet mellem land, hav, natur, miljø og bæredygtighed altid haft stor betydning for identitet, bosætning, fritid, rekreative aktiviteter, virksomheder og områdets udvikling. Samtidig rummer den østjyske del af Kattegat store naturværdier, en mangfoldighed af liv og arter og er på den måde en central og afgørende vigtig del af den østjyske natur, men under overfladen er naturen presset.

Derfor er ambitionen for et nyt tværkommunalt samarbejde at yde en ekstra indsats i fællesskab for at forbedre det trængte havmiljø i kommunernes interesseområder - de østjyske fjorde, kystområder og havområder.

Synergi gennem samarbejde

Målet er at skabe et fast og stærkt samarbejdsforum for at skabe merværdi og hæve ambitionerne i arbejdet for havmiljøet - og gå forrest i kampen for at styrke den blå del af Danmark. Kommunerne vil dele viden og erfaringer samt trække på brede samarbejder til gavn for både østjydernes og hele Danmarks havmiljø.

Som et første element har kommunerne i fællesskab netop slået en stilling op som projektkoordinator for at styrke og udvikle indsatser på tværs af kommunerne. Den nye medarbejder vil være en nøgleperson i arbejdet med at identificere og udvikle synergier mellem de deltagende kommuner og andre aktører. En central indsats er at invitere interesseorganisationer, foreninger, andre private og offentlige aktører ind, for at få en så bred og dyb forankring af arbejdet som muligt, herunder med særligt fokus på borgerinddragelse i arbejdet.

De deltagende kommuner bidrager hver med et årligt kontingent, der afgøres af kommunernes størrelse, således det reguleres efter kommunernes antal indbyggere.