Jan Kjær Madsen: "Vores økonomi er fortsat skrøbelig"
Radikale Venstres enlige byrådsmedlem er glad for, at kommunens kassebeholdning bevæger sig i den rigtige retning, men han advarer samtidig mod at få armene over hovedet og juble alt for tidligt
SYDDJURS Syddjurs Kommunes gennemsnitlige likviditet per 30. september 2020 lå på 115,2 mio. kroner.
Det blev Økonomiudvalget orienteret om på sit nyligt afholdte møde.
Syddjurs Kommunes likviditet efter kassekreditreglen opgøres som den gennemsnitlige likvide beholdning for de seneste 365 dage. Likviditeten opgøres som summen af kommunens beholdninger på bankkonti samt værdien af de værdipapirer, Syddjurs Kommune har ved kapitalforvaltere hos Sydbank og Djurslands Bank.
Likviditeten kan i løbet af en måned have udsving med cirka 200 mio. kroner, hvor den typisk falder i slutningen af måneden med lønudbetalingen og stiger igen, når skatteindtægterne bogføres. For at give et nøgletal renset for disse udsving, benyttes derfor et gennemsnit over 30 eller 365 dage.
I september er den gennemsnitlige likviditet steget med knap 13 mio. kroner. Dette er en historisk høj stigning i likviditeten.
Baggrunden for den store stigning skal blandt andet findes i hjemtagning af et statslig likviditetslån på 42 mio. kroner og lån til ny brandstation i Rønde på 6 mio. kroner.
Herudover fik Syddjurs Kommune den 1. september tilført 57 mio. kroner gennem midtvejsreguleringen.
Tallet for kommunens kassebeholdning er altid interessant, fordi kassebeholdningens størrelse er et af de seks pejlemærker i Syddjurs Kommunes økonomiske politik. Målet er en kassebeholdning på 7 pct. af bruttoindtægterne = cirka 200 mio. kroner.
I foråret måtte byrådet justere indeværende års budget med cirka 75 mio. kroner (drift og anlæg) netop for at polstre kassen. Målet med justeringerne var at sikre en kassebeholdning ved årets udgang på blot 50 mio. kroner, så set i det lys går det den rigtige vej.
Forventningerne lyder i øjeblikket på en kassebeholdning ved årets udgang på 120-130 mio. kroner.
Radikal skepsis
Tidligere på året besluttede et byrådsflertal at sige ja til et tilbud om at hjemtage et statsligt likviditetslån på 42 mio. kroner.
Radikale Venstres Jan Kjær Madsen stemte imod og kritiserede beslutningen:
"Vi får at vide, at nu kører det fint, og at der er fred og ingen fare, men hvorfor skar vi så ikke endnu mere på driften i 2020, så vi ikke havde behov for at optage et lån på 42 mio. kroner. Et likviditetslån, som man kalder det. Det overgår min fatteevne," sagde Jan Kjær Madsen til Lokalavisen.
Han jubler heller ikke nu vildt over, at det tilsyneladende går den rigtige vej med kommunens likviditet.
"Kommunens gennemsnitlige stigning i likviditet på 12,7 mio kr. i september er 'rekord høj' har vi fået det forklaret af vores økonomichef, men selvom det er glædeligt, skal man alligevel passe på ikke at blive snydt af de bagvedliggende tal," advarer Jan Kjær Madsen.
Det er hovedsageligt for lånte penge og en regulering i kommunens tilskud fra september, der indeholder midler til Covid-19 indsatsen som medfører dette likviditetsløft, påpeger han.
"Indeholdt i de lånte penge er eksempelvis udbetaling af de 42 mio. kroner, der er lånt til kommunens drift, og som skal tilbagebetales fra næste år, og dermed kommer til at påvirke likviditeten negativt fra 2021. Ligesom der er hjemtaget et større bygningslån som lune,r når det er lagt i kassen; men det lån skal så udbetales igen i 2021."
"Endelig har vores anlægsaktiviteter været lave i den første halvdel af året, hvorfor udbetalingerne til bl.a. håndværkere og entreprenører ligeledes har været små. Selvom lave anlægsudgifter ikke er et mål i sig selv, har det i 2020 været gavnligt, kommunens økonomiske situation tages i betragtning."
Skrøbelig økonomi
Jan Kjær Madsen er spændt på at se, om de justeringer af Budget 2020, som han var med til at stemme for i april, holder hjem.
"Kommunens økonomi er stadig yderst skrøbelig, og jeg kan på nuværende tidspunkt godt være usikker på om det reviderede budget fra foråret er nok til at bringe 2020 i mål uden underskud. Om vi har fået tilstrækkeligt godt styr på driften. Derfor hviler den rekordhøje likviditetsstigning på et spinkelt grundlag," lyder hans vurdering.
"Jeg tror ikke en tyndt polstret kasse med lånte penge er tilstrækkeligt til at modstå en eventuel ny bølge af økonomiske udfordringer i 2021."