Kommunen bør sikre Troels Kløvedals ejendom i Gravlev
En af venstrefløjens mangeårige sangere og sangskrivere har skrevet til Syddjurs borgmester Ole Bollesen og bedt ham stå spidsen for at sikre Troels Kløvedals Gravlev Vestergaard som et mindested til eftertidens generationer
"Kære Ole (Bollesen, red.)
Jeg nåede lige at se den smukke og bevægende udstilling på Søfartsmuseet i Helsingør om Troels Kløvedals liv og den tid og de drømme, han repræsenter.
Aftenen før så jeg på Facebook, at hans og Anne Maries smukke hjem nu er udbudt til salg.
Kan du fortænke mig i, som gammel ven og sejlerkammerat til Troels, at tænke, hvad med at sikre den smukke gård for eftertiden som et unikt mindested for alt det, Troels har stået for og realiseret af historier og drømme for eftertiden. En historie om et ungdomsoprør og en voksende glæde over det unikke demokratiske velfærdssamfund, som ikke mindst generationer før os har skabt, hvor der blev plads til dygtige håndværkere og drømmende kunstnere."
Læs også: Prisdyk på Kløvedals ejendom i Gravlev
Sådan skriver Arne Würgler til borgmester Ole Bollesen (S).
Wúrgler har været en fast del af venstrefløjens sangskrivere siden Ungdomsoprørets tid. Mest kendt for duo-samarbejdet med Benny Holst iæsr i 1970'erne, hvor de to var faste leverandører, når der skulle bruges en aktuel sang til en demonstration mod kapitalismens og dens uvæsen. Jesper Jensen leverede mange af teksterne.
Læs også: Troels Kløvedals ejendom i Gravlev til salg
Han står blandt andet bag venstrefløjsklassikere som 'Røde Wilfred' og 'Du er mit indre marked', der blev nummer fire til Dansk Melodi Grandprix i 1984.
Arne Würgler har opstillet for Enhedslisten ved flere folketingsvalg og for Folkebevægelsen mod EU til Europa-Parlamentet.
Unik Danmarkshistorie
Arne Würgler minder Syddjurs borgmesteren om, at Troels Kløvedals Gravlev Vestergaard, der har været til salg i et år, og nu kan erhverves for godt 3 mio. kroner, er et vægtigt stykke Danmarkshistorie
"I mange år levede han (Troels Kløvedal, red.) og familien i din kommune. Her blev drømmene til, tankerne tænkt og sejlturen jorden rundt planlagt. Alt det, der nu er en enestående danmarkshistorie og som vi, så mange, i dag mindes og husker med varm glæde.
Ville det ikke være oplagt, at din kommune sikrede sig dette sted, så kommende generationer kunne opleve dette stykke danmarkshistorie og drømme med på hans stærke udlængsler og oplevelser?
Ikke mindst efter en tid hvor en uhyggelig pandemi har tvunget os alle i skjul, uden mulighed for at rejse ud og opleve verden?
Jeg forestiller mig, at jeres kommune sikrede sig dette enestående sted, på samme måde som andre kommuner har nydt godt af at huse kendte og elskede personligheder og mindes dem.
Gården kunne blive et fantastisk udflugtsted for de mange kommende turister, der snart vender tilbage til Syddjurs, når nu tiderne åbner op igen derfor.
Jeg er overbevist om, at udgifterne til køb, efterfølgende drift og udstillinger hurtigt vil elimineres i forhold til den turistattraktion og dermed merværdi, dette mindesmærke vil være for kommende generationer i jeres kommune.
Jeg håber, du vil overveje min ide. Jeg har selvfølgelig tænkt videre om hvordan og hvorledes. Men lad det vente til om du synes om min ide.
En ide, som jeg ved, jeg deler med rigtig mange menneske over hele landet - og ikke mindst i din kommune.
De bedste hilsner
Arne Würgler"