Fortsæt til indhold

Her er byens nyeste borgmester

Rikke Kondrup Jensen er ny børne- og ungeborgmester

Samfund
Arkiv

Aarhus har officielt fået en ny borgmester. En børne- og ungeborgmester.

26. oktober var der valg til Børne- og ungebyrådet, og da stemmerne var talt op, stod det klar, at 15-årige Rikke Kondrup Jensen fremover skal svinge taktstokken blandt de unge politikere.

"Det er megafedt at være blevet valgt! Jeg er meget beæret over, at de andre byrødder stoler nok på mig til at overlade mig ansvaret. Der bliver taget en masse beslutninger på vores vegne, og jeg synes, vi unge har et ansvar for at få vores eget perspektiv med, og jeg har aldrig været bleg for at sige min mening," siger Rikke Kondrup Jensen i en pressemeddelelse.

Rikke er vokset op i et hjem med mor, far og to ældre brødre, som altid har diskuteret politik over middagsbordet, så interessen for politik og for at gøre en forskel er ikke opstået tilfældigt.

Det gav hende anledning til at melde sig til skolens elevråd i 6. klasse. Derudover er hun med i Senatet Nord på andet år - det politiske bagland for byrødderne. Det er dog første gang, at hun er med i Børne- og ungebyrådet.

"Jeg brænder rigtig meget for valgets første emne, som er børn og unges mentale sundhed. Jeg synes, det er vildt vigtigt, at unge er oplyste på det her emne, fordi det rammer så mange. Alle kender en, der har været påvirket af det, om de ved det eller ej," konstaterer den nye borgmester.

Rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom er ligeledes begejstret for det første byrådsforslag og det nye hold.

"Jeg ser frem til et godt samarbejde med Rikke og de to nye viceborgmestre det næste år. Det varmer, at de som det første har valgt at fokusere på at forbedre den mentale sundhed hos børn og unge, som også er en vigtig prioritet for os i det voksne byråd. Jeg er sikker på, at opgaven er i trygge hænder," siger han.

dp