Præsteklumme: Kan man blive så bange, at man glemmer at leve?

præsteklumme Der sidder en træthed i min krop, som ikke plejer at være der, og jeg gruer lidt for den kommende vinter. Mørket kan allerede mærkes, og jeg taler med mange mennesker, der som jeg, mærker en mathed. Jeg lytter til mange hjertesuk, hos de mennesker, som jeg møder på mit præstekontor eller i kirken. Verden er ikke sig selv – som en tør konstatering går dette udsagn igen i mange samtaler. Det er som om, at der hverken er hverdag eller fest tilbage, og fra mange sider råbes der til os, at socialt samvær er farligt. Det er svært at være menneske, når vi bliver bange for andre mennesker og holder os for os selv. Appellerne regner ned over os: at holde afstand er at tage ansvar. Vores samvittighed er på overarbejde. Det naturlige er blevet taget fra os, og det er som om, at vi holder vejret.

Jeg ved ikke noget om virus, bakterier og sundhedsøkonomi, men jeg oplever at angst smitter. Det må være dyrt ikke bare for samfundet, men også for os mennesker. Jeg prøver at sige til mig selv, at ingen virus kan gøre mig mere dødelig, end jeg var fra det øjeblik, hvor jeg kom til verden. Døden er et vilkår, og det er ikke nyt. Alligevel vokser dødsangsten i os, og jeg har en mistanke om, at den langsomt kan tage livet af os.

Naturligvis skal vi passe på vores eget og hinandens helbred, men vi skal også tage vores hoveder og hjerter alvorligt. Håbet skal hjælpe os til at trække vejret i nutid, i stedet for at livet klemmes ud af os i bekymringer for morgendagen og den fjernere fremtid. Håbet bærer vi ikke alene – det er en fælles gave og opgave, at holde håbet oppe. Sådanne tanker om håbet fyldte mine tanker, da jeg den anden dag kom forbi det lokale plantecenter, som minder alle forbipasserende om, at det er tid til at plante tulipaner. På et kæmpe banner ud mod Oddervej står der: TÆNK PÅ FORÅRET LÆG TULIPANLØG. I år vil jeg plante mange tulipaner, og mens jeg gør det, så vil jeg synge salme 635, hvor første vers lyder: Vær stærk min sjæl i denne tid, når du har tungt at bære. Hold ud i prøvens stund og lid, de døgn du går i lære. En dag til slut blir mørket brudt af lyset fra Guds fremtid.