"At spille spil er en super fin måde at være sammen på"
På Aarhus Brætspilscafé er bordene fyldt med brikker, kort, plader og terninger
Det er ikke nødvendigt at huske en varm trøje, hvis man besøger Aarhus Brætspilscafé i Vestergade. På en almindelig torsdag aften fylder kropsvarmen fra de mange spilleglade gæster rummene i caféen, hvor bordene er dækkede af brikker, kort, plader og terninger.
LÆS OGSÅ: Ny brætspilscafé åbner i Aarhus
I kampens hede lyder både vrede bank i bordet og smittende grin.
“Jeg kan godt lide at være her, fordi det føles hyggeligt og hjemligt,” lyder det fra en i gruppen af en venindeflok.
“Ja, vi spiller altid, når vi er sammen. Nu kan vi alle Hint-kortene udenad, så vi bliver nødt til at komme ud og prøve nogle nye spil,” supplerer en anden med et smil.
Populært mødested
På caféen kommer hovedsageligt folk i 20'erne og 30'erne. Her er gensyn med gamle venner, studiegrupper mødes, og så er det et populært sted at gå på dates, fortæller personalet.
“Jeg hørte fra flere, at det var sjovt og hyggeligt at være hernede. Jeg cykler forbi hver dag, så til sidst ville jeg gerne prøve at tage herind,” siger Simone Møller, som sidder og spiller med sin nye studiegruppe.
De spiller et spil, som kun en af dem har prøvet før.
På caféen sidder både nye besøgende og spilnørder, som kommer her ofte. Det er kombinationen af den afslappede atmosfære og det store udvalg af forskellige, underholdende spil, der gør brætspilscaféen populær.
“Der er så mange muligheder. Et spil som det her koster let 800 kr. Her kan vi låne det og mange andre slags for 30 kroner,” lyder det fra en gruppe efterskole- og gymnasievenner.
De sidder samlet om et bord, som er fyldt ud til kanten med spilleplader, kort og små rollespilslignende figurer.
Startet af brætspilselsker
Aarhus Brætspilscafé er ejet af Jesper Overgaard, som gerne vil skabe en stemning på caféen, der er low-key, uformel og hyggelig.
“At spille spil er en super fin måde at være sammen på. I stedet for at alt konktakt foregår gennem en skærm,” siger Jesper Overgaard.
Han har selv været interesseret i brætspil i mange år og har mødtes med andre brætspillere.
“Jeg fik idéen, fordi jeg havde en meget lille spilsamling på 10-15 spil. Det ville koste mange penge at få en større samling, men jeg ville gerne prøve flere spil.”
Han mødte efterhånden flere og flere, som delte hans glæde ved at spille, og derfor følte han sig sikker nok til at gøre sin drøm om en brætspilscafé til virkelighed.
“Der var fuldt hus allerede fra første minut. Stadig i dag er der flere gange så fyldt op, at folk må komme forgæves,” siger Jesper Overgaard.