Vandaler på spil i Ryomgård
Der blev i weekenden begået omfattende hærværk mod ventesalen til Letbanestationen og i Byparken. Østjyllands Politi har en formodning om, hvem der står bag
Natten mellem lørdag og søndag har hærvæksfolk været på spil et par steder i Ryomgård.
Ryomgård Distriktsråd oplyser til Lokalavisen, at der er kastet en sten gennem ruden ud mod gaden, at ventesalen er tilsvinet, og at døren er beskadiget.
For kort tid siden blev en ny affaldsspand til mundbind lige udenfor ventesalen sparket i stykker.
Ligeledes er der begået hærværk i Byparken, hvor to borde/bænkesæt er væltet på hovedet, og to ryglæn er rykket af.
Østjyllands Politi bekræfter, at politiet mandag har modtaget en anmeldelse om det omtalte hærværk i Ryomgård.
Politiet er optimistisk med hensyn til mulighederne for at finde de formastelige.
"Vi har en god formodning om, hvem der står bag," siger pressemedarbejder Janni Lundager, Østjyllands Politi.