Fortsæt til indhold

Madspildsbekæmpelse i fakta-butikker

Fire fakta-butikker i Syddjurs Kommune har tilsluttet sig madspilds-appen Too Good To Go

Samfund
Arkiv

syddjurs kommune Flere og flere forretninger i Syddjurs Kommune slutter sig til madspildsappen Too Good To Go. Og nu kobler dagligvarekæden fakta sig også på i et nyt, landsdækkende samarbejde. Dermed tilbyder fakta-butikkerne i Ebeltoft, Hornslet, Kolind og Rønde nu lykkeposer med overskudsvarer, der af den ene eller anden grund ikke kan sælges i butikkerne, men som intet fejler.

29. september skrev 27 danske virksomheder under på, at de vil halvere deres madspild inden 2030. En af dem var dagligvarekoncernen Coop, som har arbejdet målrettet på at bekæmpe madspild siden 2013. Og nu bliver endnu et initiativ realiseret.

Fra og med i dag vil samtlige 340 danske fakta-butikker tilbyde lykkeposer med overskudsvarer via madspildsappen Too Good To Go. Der vil blive udbudt to forskellige typer lykkeposer inden for kategorierne 'dagligvarer' og 'frugt og grønt'. Poserne vil indeholde varer, som for eksempel nærmer sig bedst før-datoen, har beskadiget emballage eller som af anden årsag ikke kan sælges, men sagtens spises. Poserne koster 29 kr. og indeholder varer for en værdi af omkring 90 kr.

Coop var den første dagligvarekoncern, der sluttede sig til Too Good To Go. En række af Coops butikker har derfor været tilgængelige i appen længe. fakta bliver imidlertid den første Coop-kæde, der indgår landsdækkende samarbejde med madspildsappen. Initiativet er blevet iværksat efter en test i udvalgte fakta-butikker, som i følge faktas kædedirektør, John Hornbech Christensen, har været en stor succes:

"I fakta har vi forpligtet os til at halvere vores madspild inden 2030, og det skal samarbejdet med Too Good To Go hjælpe os med. Fjorten af vores butikker har allerede testet konceptet, og det blev taget rigtigt god imod af både kunder og medarbejdere. Så jeg har høje forventninger til, at vi sammen kan indfri ambitionerne."

Lykkeposerne er tilgængelige i Too Good To Go-appen, hvor butikkerne i det valgte område vil være tilgængelige, og hvor det er muligt at reservere en pose. I butikken vises en kvittering til en medarbejder, som vil udlevere din pose.

De nu over 27 mio. brugere af Too Good To Go-appen har siden lanceringen i 2016 reddet flere end 49 mio. måltider, hvilket svarer til over 122.000 ton sparet CO2. Too Good To Go har dermed gjort en væsentlig forskel i kampen mod madspild i de 15 lande, hvor appen er aktiv.

sas